[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Susanne m.fl.

De sidste aktiviteter inkluderer banko, modtagelse af det første personel fra hold 4, en tur til Kunduz og en masse kørsel.

Så er det ved at være slut på turen for hold 3 vedkommende. Vi har med glæde hilst det første personel fra hold 4 velkommen til Feyzabad og Camp Odin. Disse er hold 4 MOT-kørere (militær observatør hold) samt CIMIC-befalingsmanden, (civilt-militært samarbejde) CIMIC-køreren, forsyningshjælperen, kontorhjælperen og operationsbefalingsmanden.

Ugen startede ellers stille og roligt med det sidste velfærdsarrangement. Kontakt- og velfærdsofficer Henning havde arrangeret banko, og der var købt præmier for de allersidste velfærdsmidler. I dagens anledning kunne der spilles med to plader pr. mand, og der blev spillet med præmier for en række fuld, to rækker fulde og en hel plade. Ikke alle var heldige – og hurtige nok – til at få præmier, men alle havde en sjov aften. De heldige kunne forlade terrassen med små tøjdyr, gaveæsker med slipsenåle og manchet-knapper (vist nok sponsor-gaver!), kuglepenne, slik, småkager og Pringle chips.

Den 3. august landede det første personel fra hold 4 i Kabul. Desværre kom de for sent til at kunne komme videre samme dag. I stedet fløj de til Kunduz om fredagen. Vi var kørt af sted fra Feyzabad til Kunduz allerede torsdag med vores første rotation til Danmark samt de folk, som skulle køre retur med hold 4. Planen var, at tilbageturen til Feyzabad skulle ske om fredagen. Turen gik uden problemer, om end den 11 timers køretur ikke er det mest sindsoprivende, især ikke, når vi nu har prøvet det et par gange.

Heldigvis kom vores første rotation godt af sted til Kabul allerede næste morgen. Desværre kom flyet fra Kabul noget sent til Kunduz med hold 4. De nye trådte ud på landingsbanen, blev stående i nogle minutter, hvor vi ligesom på afstand kunne se hinanden lidt an, og vi gamle kunne da også med glæde konstatere, at der var flere kendte ansigter hjemme fra Varde.


Hold 3 første rotation glade og klar til afgang mod Danmark.

Hjemturen til Feyzabad blev udskudt. Dette betød, at vi fik to dage i Kunduz og kunne afprøve den nye branddam. Der er også behov for den, da der er meget varmt i Kunduz, som kun ligger i 300 m højde. Temperaturen kommer i denne tid ikke under 30 grader – heller ikke om natten!


Her nydes livet og slappes af, inden turen går tilbage til Feyzabad.

Lørdag den 5. august gik turen så mod Feyzabad, og det var de nye køre, der for første gang kørte i det noget uvejsomme terræn her i Afghanistan. Selvom turen foregår på hovedvejen mellem to distrikthovedstæder, er fraværet af asfalt ganske tydelig, og flere steder skal der passeres flodlejer, store huller, underlige broer og køres på veje, som man i Danmark ikke ville kalde veje, men terræn. Også her gik turen dog godt, og vi var tilbage i lejren tidligt på aftenen med nogle trætte kørere fra hold 4, som sandelig havde fået en på opleveren.

De næste dage står på køretræning for de nye kørere, således at de bliver bedst muligt rustet til at kunne køre på de oftest lange patruljer.

Dette var det sidste ugebrev fra hold 3. Vi giver bolden videre til hold 4 og ønsker dem alt mulig held og lykke hernede samt lige så mange gode oplevelser, som vi har haft.

Til jer derhjemme – nu er vi snart på vej, og vi glæder os meget til at se jer igen.