Ugen der bare forsvandt

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Med besøg af en engelsk ambassadør, DCOM/ISAF, overdragelse af et CIMIC projekt og med MOT 2 på leave, var der rigeligt at se til i Camp Feyzabad.

Af Oversergent Jakob, næstkommanderende MOT 3.

Oversergent Jakob prøver at danne sig et overblik over ugens forløb

Dagene går stærkt for tiden. De bliver fyldt ud af besøg udefra, sikring af CIMIC når de ruller ud og patruljer i områderne omkring lejren og Feyzabad.  Den engelske ambassadør i Afghanistan besøgte i weekenden Feyzabad, for at tilse PEP, Poppy Elimination Program. Ikke en opgave vi ellers har noget med at gøre, men det var vores ansvar at sikre hendes færden i vores ansvarsområde.

Sergent Kenneth passer på behørig vis godt på ambassadøren under hendes faren og færden i Feyzabad City

Da vi er af begrænset styrke, krævede det alle mand på dækket, og alle måtte yde deres bedste, så besøget kunne løbe gnidningsløst af stablen. Men vi er, trods ringe i antal, en rigtig godt sammensat enhed, hvorfor alt foregik på rolig og professionel vis.

Her bliver ambassadøren puttet sikkert og trygt tilbage i hendes C-130, efter en heftig dag.

DCOM/ISAF (næstkommanderende i ISAF) aflagde os ligeledes en visit her i Feyzabad, og dette forløb også som ønsket, og vi kan se tilbage på endnu en uge med flere besøg, hvor opgaverne blev løst på bedste vis.

Som en anden del af vores opgave hernede patruljerer vi bakker og bjergkamme tynde. Dette er ganske almindelig rutine med henblik på lejrens sikkerhed. Vejene rundt i bjergene er til tider vanskelige, smalle og stejle, men vi har erfaret, at vi er aldeles godt rustet, i form af vores udvidede køreuddannelse, gode køretøjer og nogle usandsynligt gode "mek-sikanikere".

Ikke alle veje fører til Rom. Her beviser OKS-1 Tim at det ikke altid behøver at være stejlt eller stenet, for at komme i uføre.

Det er svært med ord at beskrive oplevelsen af at arbejde i de afghanske bjerge. Det at bevæge sig rundt i et samfund, en kultur som udviklingsmæssigt er et par hundrede år efter den vestlige vugge, som vi er vant til.

En bonde med en udslidt ko bag en middelalderagtig plov på en bjergskråning, som ville få de fleste til at gispe efter vejret bare ved at kigge på den. Huse, eller nærmere hytter af ler og græsstrå og uden vinduer eller bare med huller i, med legende barfodede børn. Og så kommer vi med alt vores moderne udrustning, rent vand i flasken og dyrt indkøbte køretøjer.

Dét er virkelig en kontrastfyldt oplevelse. Men det er sådan, det er, når to så forskellige verdener mødes. Og det vigtige er, at vi bruger de midler, vi får stillet til rådighed, for dermed at hjælpe det afghanske samfund i gang igen.

En lokal bonde holder nysgerrigt en pause i forårspløjningen

Det er en stor opgave at skabe forståelsen for, hvad vi laver hernede, og hvorfor ting tager tid trods stor indsats og virkelyst fra os alle. Men ikke desto mindre så sker der noget, og det går i den rigtige retning. Langsomt, meget langsomt, men sikkert.

OKS-1 Tommy, vores ene mekaniker, udgjorde den ene halvdel af sikringen af CIMIC. Her står han med Feyzabad City i baggrunden

Et klokkeklart eksempel er et CIMIC vandprojekt, som i denne uge er blevet overdraget til de lokale. OKS-1 Tommy og jeg kørte sikring for CIMIC og blev tilskuere til afviklingen af et stort problem, som CIMIC formåede at "koge ned" til en fælles opgaveløsning mellem tre landsbyer. And they did it again!

Det der er én landsbys problemer, er ofte også alle de andres problemer. Så når det er muligt at sammenfatte flere landsbyers problemer til ét projekt, så er det optimale nået. Og dét er vores CIMIC-drenge rigtig gode til.

Officiel overdragelse af vandforsyningsprojektet til Rahmon Abad village

Alt i alt en uge i høj fart og med masser af gode oplevelser, som alle på hver deres måde har bidraget til at lykkes.

Kinesisk kirsebærtræ i blomst….foråret er endelig på vej

De bedste og varmeste forårshilsner fra os i Camp Odin.