[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jesper Gehlert
kaptajn, CIMICDEL

Hej derhjemme! Så gik der endnu en uge, og det var også her, at vi fik vores første forsmag på hjemrejsen, da vi har fået mulighed for at få en køjesæk sendt hjem.  Så skal vi ikke selv slæbe så meget på hjemturen. Der er stadigvæk mange opgaver, der skal løses, inden den tid kommer, så arbejdet fortsætter ufortrødent.

Det var også ugen, hvor vi fik vores egen bunker sat op for at imødegå beskydning herinde i lejren. Noget vi hidtil har været forskånet for, og vi håber da heller ikke, at vi når at indvie den. Ligesom alt muligt andet så vi også her vores snit til at pryde den med Dannebrog.

Vi har haft besøg af den litauiske forsvarsminister, som var nede for at besøge de litauiske soldater i Lashkar Gah. Dette vakte lidt forundring, da de litauiske soldater, der ellers er her, var hjemme på leave. Men han kom i det mindste.

Rent arbejdsmæssigt har vi de sædvanlige patruljer i Lashkar Gah, hvor CIMIC (civilt-militært samarbejde) efterhånden er kendte, og invitationer til forskellige arrangementer er begyndt at strømme ind. Som eksempel kan nævnes, at vi i fredags havde en mand, der var til et arrangement i den lokale body builder klub.

Det er naturligvis noget, vi glæder os over, for det viser, at der er en positiv holdning til vores tilstedeværelse. Vi kæmper dog stadig med, at vi nu, tre måneder henne i missionen, endnu ikke har fået vores it-materiel, så der bliver stadig arbejdet på egne, private computere.

Byen hernede blev på tragisk vis rystet af en selvmordsbomber med mange ofre til følge. Heldigvis var ingen af os i nærheden, da det skete, og angrebet var da heller ikke rettet mod ISAF-styrken, men mod en lokal. Hverdagen fortsætter heldigvis ufortrødent rundt omkring, og terroristerne får ikke lov at sætte dagsordenen her.

Vi er p.t. involveret i mange projekter hernede for at hjælpe lokalbefolkningen. Mange af de projekter, vi har foreslået er efterhånden godkendt og klar til at blive ført ud i livet, og vi glæder os alle til at se det første danske projekt blive ført ud i livet. Måske vi kan fortælle om det i næste uges avis. Hvem ved?

Mange varme hilsner til Jer derhjemme!