Zulu-tid, signalmidler og arbejds- og indkvarteringsfaciliteter.

Af TBG

Pegasus bragte os til Kabul International Airport (KAIA) på helt rutinemæssig vis, med planlagt afgang fra Kastrup 25. april klokken 1935. Et kort stop i KAIA og derefter ind i en italiensk C130, der helt som ventet havde et forholdsvis stort antal italienske soldater til, med fagter og bevægelser, at pakke og gøre klar til den videre færd.

Med megen forsinkelse drog vi mod Kandahar Airfield, (KAF) hvor flyet landede 25. april klokken 0922 DK tid.

Varmen var slående og trods to tidligere fact finding tours i DEC 05 og MAR 06 var det klart, at der var sket store forandringer. Meget var ændret, herunder muligheden for at ”få plads” de steder, der var aftalt!

Det blev også hurtigt klart, at såfremt vi skulle arbejde samme med logistikere og movere, der er afhængig af fly, var det nødvendigt at arbejde i Z- tid.

Diskussionen kører stadig blandt resten af ”enablers” om det skal være Z-tid som er to timer bagud i forhold til DK tid eller lokal tid, der er 2½ time forud for DK tid. Vi som movere er ikke i tvivl, der skal selvfølgelig arbejdes i Z-tid, så vi er enige om, hvornår fly ankommer og tager afsted.
 
Deployeringskommandoet fra DANILOG, eller DLOG, som det benævnes hos det UK personel vi arbejder sammen med, er en enhed med en chef, et føringselement med et integreret Movement Coordination Centre (MCC) og en række terminalhold. Denne enhed har til opgave at forberede modtagelsen af personel og materiel til DANCON RC(S) ISAF HOLD 1.

En endnu vigtigere opgave er dog, at arrangere, koordinere og modtage transporten af Ingeniørerne, der skal bygge kommunikationscentre og beskyttelsesanlæg m.m. og telegrafpersonel, der skal skabe forbindelserne, når ”signalværktøjet” lander, eller som vi alle kaldes med et ord ”Enablers”.


SSG A.W. Christiansen ved indgangen til UK NSC.

Ugen forinden havde vi udsendt dele af vores MCC, som havde haft travlt med at følge op på alle de aftaler, der tidligere var indgået. En opgave der var mange udfordringer i, da tingene jo ofte viser sig at være anderledes end forventet. Der var imidlertid gjort et stort stykke arbejde der gjorde, at vi således var godt på plads til at modtage ingeniørerne og deres materiel, da det ankom.

Det altoverskyggende problem med at skulle lede og kontrollere terminalhold fra et føringselement/MCC er, at holde forbindelse. Forbindelse mellem følgepersonel på det deployerende skib. Forbindelse til terminalhold i KAIA, samt i Camp Bastion, men også terminalhold KAF.

Signalmidlerne til internt brug, der allerede fandtes i Terminaldetachementet ved 5. Nationale Støttebataljon (TDDET/5 NSBTN) viste sig kun at kunne række 300 meter eller mindre under de givne forhold. Vi var derfor henvist til at anskaffe lokale mobiltelefoner til intern koordination på KAF. Dette er af flere grunde en udfordring, ikke mindst fordi mobilnettet her er overbelastet.

Kommunikationen mellem MCC/KAF og MCC/DK er den vigtigste livline. Da disse elementer udfører den af HOK anviste ledelse og udførelse af deployeringen, er der en enorm mængde oplysninger og dokumentation der skal udveksles mellem de forskellige områder.

Udveksling af passagermanifester og cargomanifester, skal sendes, så det kan dokumenteres, hvem man modtager, og den korrekte modtagelsesprocedure kan gennemføres. Ligeså vigtigt er det, at man kan dokumentere for KAF flight operations cell hvilket fly nummer der lander, ellers får man ingen oplysninger om fly overhovedet!

Hjemmefra er DANILOG ikke organiseret eller udstyret med signal værktøj til brug for denne konstante udveksling af informationer, før et CISCEN er opstillet og klar. For at vi kunne kommunikere, inddrog det britiske hovedkvarter en af sine egne velfærdscomputere til dette formål.


TBG ved LO pladsen i UK NSC. ”Livlinen” til Danmark.

De andre små udfordringer tages som en oplevelse. Men et er helt sikkert, enhver fremtidig Technical Agreement (aftale med anden nation) skal tage højde for den støtte som enablers har brug for, herunder:

• Sikker mulighed for lån af biler, (basen er enorm og man arbejder overalt),
• Indkvartering der sikrer, man kan arbejde igennem og hvile, når man skal hvile. Det at sove uden aircondition med 44 grader i skyggen er ikke en option.
• Handling grej til tømning af biler og ommøblering af løs fragt er også en nødvendighed. Her får vi dog god støtte fra UK men til tider også fra hollænderne.
• Et sted at arbejde og som kan muliggøre oprettelse af en kommandostations med disloceringsoversigter, journaler, pårørende lister, sedler til vasketøj, instruktioner til indkommende folk, brandinstruktioner, ROE lister, kort over lejrene, alarmeringsforhold ved brand eller angreb med meget mere, er også nødvendigt.

Disse udfordringer tages af alle med godt humør selvom føringselement og MCC er indkvarteret i et 8 mands telt, der samtidig er kommandokontor/kommandostation. Trangt men vi er dog blandt de heldige, der har aircondition.


DLOG føringselement kommandostation.

Terminalhold KAF bor langt fra deres arbejdsfacilitet, der jo virker døgnet rundt, når der kommer fly eller konvojer. De har hidtil sovet i et stort telt uden aircondition, hvilket ikke giver megen hvile, når man skal sove midt på dagen. De er nu lige flyttet over i et 400-mandstelt, hvor der dog er AIRCON.

Terminalfolkene har, efter hårdt benarbejde, tilegnet sig en kontorfacilitet i terminalområdet, der velvilligt er stillet til rådighed af den US befalingsmand, der disponerer over dette område. Her har de fået indrettet sig tæt på de områder, hvor de skal håndtere personel og gods.

Alle disse ting tages med godt humør, idet de fleste af os var mentalt forberedt på at forholdene ikke ville være optimale. Det er imponerende, at se folk gå på med krum hals og improvisere, hvor muligt. Det overordnede mål er at være klar til at modtage DANCON og facilitere deres opstart. Det er der ingen tvivl om, at vi vil være.