Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Jørn Arne Nielsen, oberstløjtnant af reserven, presse- og informationsofficer
Øvelsens femte dag, tirsdag 25. september, var præget af 16 timers indsættelse omkring byen Mala Ria, beboet af etniske vadalians (lokalt i mindretal) samt indsættelse i en nærliggende flygtningelejr.
Den Danske Battlegruppe (DABG) afgav i den forbindelse bravokompagniet (B-COY), panserinfanterikompagniet, til forstærkning af den tyske 261. luftbårne bataljon, (LB BN), mens kampvognseskadronen dannede skærm nord for byen for således at hindre tilstrømning af personer udefra og hindre udstrømning af personer, som jævnfør operationsplanen skulle anholdes. Det blev en lang operation - de første enheder rykkede ud af lejren klokken 01.30 om natten - de sidste vendte tilbage til lejren ved 18-tiden.
Den tyske bataljon gennemførte selve operationen mod de to lokaliteter og er i skrivende stund, onsdag morgen fortsat i lokaliteterne for at stabilisere og konsolidere tilstanden.
I et tidligere nyhedsbrev omtalte jeg det hollandske broslagningskompagni fra 101. Ingeniørbataljon. Ligeledes omtaltes, at battlegruppens enheder formerede et antal forsyningskolonner, som brugte broen for at genforsyne enheder syd for floden Aller - det skal bemærkes, at øvelsesområdet ligger nord for Aller.
Det er nu lykkedes at fremskaffe nogle brugbare billeder fra broslagningen sidste onsdag, idet det skal bemærkes, at hollænderne ynder at slå bro i tusmørke, og det gør de rigtig godt.
Hvis broslagningsstedet er optimalt, indsætter kompagniet gerne tre elementer af gangen tæt ved hinanden (det er konkret et spørgsmål om nedkørselsmuligheder for lastbilerne). Der er som før nævnt også tre motorbåde til at flåde pontonerne rundt med, men dette broslagningssted gav kun mulighed for én nedkørsel. Et optimalt broslagningssted og en overgangsbredde på 75-100 meter kan klares på 30 minutter, men denne broslagning tog godt en time.
En af tre motorbåde, hvormed kompagniet færger den enkelte ponton rundt til samling med øvrige pontoner, klar til søsætning fra lastbil.
Første ponton kastes.
Så snart elementet (sandwichen) rammer vandoverfladen, folder det automatisk ud.
Med et gigantisk "plask" bliver sandwichen til en ponto med en betydelig bæreevne og stabilitet, idet broen ligger meget roligt i vandet under passage af selv tung trafik.
Broen samles stykvis, alt imens der fortsat "hældes" flere elementer i floden.
Mandag 24. september eftermiddag ramtes lejren igen af relativt fredelige demonstrationer mod NATO Response Force (NATO/NRF)-10, mod ødelæggelse af områdets veje på grund af den megen tunge trafik: Kampvogne, Leopard 2 A5, pansrede mandskabsvogne, PMV M113(G3), diverse logistiske transporter med mere.
En repræsentant for det civilt militært koordinationselement (CIMIC) og presse- og informationsofficeren (PIO) tog en fornuftig og rolig "snak" med demonstranterne ved de to indgange, og efter 40-45 minutter opløstes demonstrationerne.
CIMIC i dialog med demonstranternes talsmand - øvrige har indtaget skrædderstilling for at hindre kampgruppens køretøjer i at passere.
Demonstranternes budskab er ikke til at misforstå: NO CONVOY.
Det er god latin, at en moralsk faktor for kampsoldaten er at vide, at hvis han kommer til skade, vil der straks blive ydet førstehjælp på stedet af en sygehjælper, og at kampgruppen derudover har en sanitetsdeling, som er udstyret med allehånde livreddende remedier, ambulancer samt to læger.
En dansk PMV er stødt ind i en civil bil, en svært tilskadekommen ligger under behandling på PMV´ens rampe.
Den tilskadekomne løftes ind i en SISU-ambulance.
En fast båre lægges under patienten.
Mens jeg sidder og skriver, klokken lidt over ti onsdag 26. september, bliver der kastet to håndgranater mod hovedvagten, lejren alarmeres og går i nærforsvarshullerne. Alle tager maske på, da håndgranaterne udvikler gul røg, "er det gas?" - ABC-dragt anlægges, grundsporing iværksættes.
Minutter senere viser grundsporingen "IKKE gas", maskerne kan tages af, alarmen afblæses.