Absolut sidste brev fra hold 3

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin, O

Så er tiden kommet til det absolutte sidste ugebrev fra hold 3 Chaghcharan. I skrivende stund har vi overdraget kommandoen til hold 4. Dette var ikke uden problemer, eftersom vores landingsbane blot er en hårdstampet grusbane, som absolut ikke kan absorbere den store mængde af vand efter, sneen er tøet i Chaghcharan. Det gør det ikke nemmere, at der har ligget et større lavtryk over længere tid over Hindu Kosh bjergene.

Overdragelsen skulle starte for en god uge siden, men vejret og landingsbanen satte en stopper for det, så vi havde kun få dage sammen med næste mand på pinden.  Her var det vigtig, at få proppet så meget information ned i næstes rygsæk som muligt, så overdragelsen kunne glide uden problemer.

Selvfølgelig skal næste selv finde sig til rette, men i internationale miljøer er det meget de uformelle samarbejdskanaler, der får det hele til at fungere.

Lars taler med Eric.

Derfor valgte jeg da også, at min afløser, Lars, skulle ud på en lille tur omkring lejren sammen med vores amerikanske politifolk. Her kørte vi en kort tur ud til det afghanske politis check point og andre vitale steder i omkring lejren og Chaghcharan by, som han skal bruge i sit kommende planarbejde.

Udsigt udover Chaghcharan.

Ankomsten af hold 4 betød også, at vores dage i Chaghcharan var talte, og det var det tid til at forlade Chaghcharan og flyve til Kabul. Vi har jo ikke succes med stabiliteten med Maybe Arlines, så vi valgte det sikre og hoppede på næstsidste fly ud af Chaghcharan. Dette viste sig at være et særdeles godt træk, da det sidste fly, vi kunne nå, alligevel ikke kunne lande i Chaghcharan. En uge ekstra i Chaghcharan var vel nok det sidste, vi havde forventet…

Kommandoen fra hold 3 blev derfor overgivet til hold 4 med håbet om 6 gode måneder for vores afløsere. Vores afløsere valgte at tage afsked med maner.

Hold 4.

Når ugebrevet dukker op hjemmesiden, sidder vi lunt i flysædet på Pegasus'en på vej hjem til Danmark. Det er således tid til at reflektere på vores tid i Chaghcharan. Vi føler vel nok alle, at Chaghcharan er det stedet, hvor kragerne har vendt om før, men samtidig er en række venskaber knyttet. Der var meget langt ud til os, og det tog tid, men vi overlevede.

På min sidste tur til byen mødte jeg dette muldyr og skolebørnene på vej op af en bakke. Jeg synes, at det symboliserer meget godt livet heroppe i Chaghcharan. Der er fremskridt og masser af lyspunkter at spore i provinsen, men det er op ad bakke, det er småt og det vil tage tid, men det Afghanske folk er stædige, og det er børnene, vi skal satse på.

Børn på muldyr.

Det er min første mission, hvor det for andre er én blandt mange. Det skinner nok meget igennem på vores egen personlige evaluering af missionen. Nogle har valgt stedet, men andre er befalet af sted. Uanset standpunkt vil jeg våge den påstand, at alle har fået enten en fagligt og/eller personlig udfordring og en oplevelse på godt og ondt.

Det er snart ni måneder siden, vi blev samlet til den endelige missionsforberedelse, og om under en uge er det afvikling samme sted. Snart vil vi igen blive spred for alle vinde - nogle stopper i forsvaret og skal starte på andet arbejde, mens andre forsætter på enten samme tjenestested eller andre udfordringer i forsvaret.

Der er kun at sige god fornøjelse og velkommen hjem.

Martin O