Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af E. Andersen, major, presseofficer
Efter at have været hernede i ca. syv uger var det tiden, hvor vore afløsere, KFOR hold 18, kom på besøg. De kom for at få den nødvendige viden om vores AOR (ansvarsområde) og opgaveløsningen forud for, at de indleder deres uddannelse samt for at høre om de opgaver, de skal løse efter overdragelsen, som foregår medio februar 2008.
Før besøget var der mange forberedelser. Der blev udarbejdet program, lavet briefinger, rekvireret transport, herunder helikopter, da nogle af de besøgende skulle have en tur rundt over ansvarsområdet. Der blev lavet indkvarteringsplaner, så alle kunne få et sted at sove, og da der skulle komme 21 gæster fra hold 18, og vi i forvejen havde et stort antal danskere på besøg, samt andre gæster, skulle nogle indkvarteret i tomandsfab.
Til trods for de mange forberedelser, så var alt selvfølgelig klar, da de besøgende kørte ind gennem vagten og videre til lejrens paradeplads, hvor velkomsten ventede. Her stod alle implicerede i besøget klar til at hjælpe, så hold 18 ikke følte sig hjemløse.
Efter at have fået en sikkerhedsbriefing for ophold i lejren, blev de særdeles velkomne gæster indkvarteret, og så var der tid til aftensmaden.
Til velkomsten hører også en sikkerhedsbriefing.
Næste programpunkt var en briefing om bataljonens opgaver, ansvarsområde, sikkerhed og ikke mindst en vurdering af situationen og den mulige udvikling i den danske bataljons ansvarsområde.
I de følgende dage kom vore afløsere rundt i enhedernes ansvarsområder. Efter disse ture var der så gennemgang af diverse opgaver og bestemmelser med de personer, som den enkelte skal afløse hernede. Her blev det nye hold yderligere klædt på til holdets kommende forberedelser hjemme i Danmark.
Orientering i det franske ansvarsområde.
Efter fire lange dage med fuld fart og mange indtryk kunne hold 18 atter sætte sig til rette i bussen for at blive transporteret til lufthavnen i Pristina. Alle udtrykte stor tilfredshed med besøget ,og at de havde fået et særdeles godt indtryk af opgaver og ansvarsområder m.v.
Igen kan hold 17 være stolte over et velgennemført besøg i Camp Olaf Rye.
Panserinfanterikompagniet træner helikopterindsættelse
Panserinfanterikompagniet (PNINFKMP) har i løbet af ugen haft anden del af deres helikoptertræning. Efter at have været til indøvelse af procedurer hos den franske
helikopterenhed for en uge siden var det tid til at begge parter skulle vise, hvad de duede til.
I første omgang skulle de danske soldater vise, at de kunne overholde alle de gældende sikkerhedsregler for opsidning, og med alle ombord skulle franskmændene vise, hvad deres maskiner kunne præstere. Som afslutning på træningen var det planlagt, at soldaterne skulle sættes af ude i terrænet for at få et realistisk billede af, hvordan en luftbåren operation vil opleves. Hele operationen kørte ud i et, med pick-up i lejren, flyvning over Mitrovica og bjergterræn i AOR og drop off på en mark.
Ud over alt, hvad der skal til for at være klar til kamp, er der nogle små ting, som gør en stor forskel, når man bliver indsat med helikopter. Især er de udleverede beskyttelsesbriller vigtige, når en tonstung maskine lander og letter om ørerne på en. Den flytter MEGET luft rundt, og luften tager som regel en masse spændende ting med op i ansigtet på de ventende soldater.
Opsidningen gik over al forventning. For PNINF´erne, som er vant til at holde rampen på PMV´en fri, er konceptet med at holde fingrene og ørerne væk fra de farlige dele af en stor maskine jo ikke nyt.
Opsidning i PUMA helikopteren trænes.
Piloterne kvitterede med en tur i lav højde og med fuld skrue på, i skarpe sving rundt om bjergtoppene, og med træer der piskede forbi i en afstand, så man uden problemer kunne tælle bladene.
Afsidningen kræver også selvdisciplin af hensyn til sikkerheden, men at dømme efter resultatet blev også denne opgave løst perfekt. Faktisk er sikkerhedsreglerne omkring transport på den franske Puma helikopter ganske lette at have med at gøre.
Nogle af deltagerne i træningen og helikopterbesætningen
Ikke desto mindre tog soldaterne opgaven meget seriøst, og alt fungerede perfekt. Soldaterne ser nu bare frem til en skarp indsættelse fra luften. De er i hvert fald klar!
COS/KFOR (Chief Of Staff) på besøg ved DANBN
COS/KFOR, Den amerikanske General Wolf, besøgte i ugen den danske bataljon for at få en briefing om bataljonens opgaveløsning i den nordlige del af bataljonens ansvarsområde, der grænser op til Serbien.
Efter briefingen fløj generalen ud til et oprettet VCP (tjekpunkt), som blev gennemført af gruppefører, sergent Møller fra bataljonens panserinfanterikompagni. Sergentens kompetente gennemgang af sin gruppes virke samt besvarelse af de efterfølgende spørgsmål fra generalen aftvang en erkendtlighed i form af tildeling af generalens mønt.
Sergent Møller med generalens mønt.
Militærpolitiet på hårdt arbejde
I forbindelse med VIP-besøg (betydningsfulde personer) er militærpolitiets (MP) opgave at planlægge eskorteringer, rekognoscere for besøgsstederne samt at fungere som livvagter, til tider i samarbejde med livvagter fra politiets efterretningstjeneste (PET), hvilket var tilfældet under forsvarsminister Søren Gade´s besøg.
Når der i forbindelse med VIP-besøg er helikoptertransport mellem besøgsstederne, indgår der i planlægningen af besøget, at en eskorte af køretøjer følger på jorden og er klar som back up transportmiddel, hvis der skulle opstå problemer med helikopteren.
I de tilfælde kan selv den mest garvede MP´er komme på hårdt arbejde. Under forsvarsministerens besøg fulgte MP efter på jorden i deres kolonne af køretøjer fra sted til sted og fungerede som livvagter, når forsvarsministeren befandt sig på jorden.
Under Forsvarsministerens besøg i Camp Olaf Rye (COR) gik en rundvisning ved enhederne i COR også omkring MP-stationen. Han var meget imponeret over MP´s opgaveløsninger generelt, men også med hensyn til deres brug af Less Lethal Weapons. Under rundvisningen på MP-stationen fik forsvarsministeren også en materielfremvisning.
Søren Gade sammen med MP´erne.
Selv om truslen er lille hernede, så gør MP meget ud af personbeskyttelsen, når de eskorterer VIP´er ude på landjorden. Efter forsvarsministerens besøg høstede MP stor ros for deres professionelle arbejde.
Hverdagen ved MP går med at køre patruljer sammen med det lokale politi, deriblandt borderpatrols samt hastighedskontroller. Det er heldigvis yderst få KFOR køretøjer, som bliver taget i hastighedskontrollerne, hvilket beviser enhedernes professionelle holdning til at respektere hastighedsbegrænsningerne samt kørselsforholdene hernede.
Hastighedskontrol med belgisk MP og det lokale politi.