[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Det er en kompliceret opgave, I skal ud at løse i Afghanistan, men I er klar til at løse opgaven, og vi udsender et stærkt dansk kontingent. Sådan sagde chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, ved afskedsparaden for det danske kontingent, der benævnes Regional Command South, RC(S), Hold 3.

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, modtog derefter paraden og inspicerede den.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, inspicerede paraden. Til venstre for ham chefen for Danske Division og yderst til venstre chefen for spejdereskadronen major Peter Els. Foto Lars Olesen.

I sin tale til soldaterne sagde han: - Forholdene i det sydlige Afghanistan er anderledes end i dette nordlige område. Det betyder andre udfordringer, som I er uddannet til at møde, og jeg er overbevist om, at I løse de opgaver, I bliver pålagt. I er det første hold, der udsendes i seks måneder, og det sker, fordi det nu er muligt og aftalt med briterne, som I vil komme til at arbejde sammen med.

- I skal ikke være i tvivl om, at vi i hæren herhjemme vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte jer under udsendelsen, og I skal huske, at I alle er ambassadører for Danmark. Jeg glæder mig til at besøge jer i Afghanistan, sagde generalmajor Kiærskou.

Kommandoen blev derefter overdraget til oberstløjtnant Jan Grünberger, der er chef for det danske kontingent på 290 mand, og han afsluttede med at ønske soldaterne nogle gode fridage, inden styrken igen er samlet i Camp Bastion i Afghanistan.



Chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, talte til soldaterne. Bag ham chefen for det danske kontingent oberstløjtnant Jan Grünberger. Foto: Lars Olesen.