ARTHUR on tour

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Per Tingleff, kaptajn, næstkommanderende Artilleripejleradardetachementet

Efter at have været indsat i Ma´sum Ghar i lidt over en måned var det blevet tid til, at ARTHUR (ARTilllery HUnting Radar) kom ud på nye spændende eventyr. Til at starte med krævede dette en udskiftning af personellet på radaren. Så Eske, EF, Vandborg, TQ, Henriksen og LS fløj hjem med helikopter for at få sig et varmt bad og et ordentlig måltid mad, og så var det blevet tid for Jensen, ML, KB, Birch, Eriksen og NK at komme et smut i felten.

Opholdet i Ma´sum Ghar blev for os dog temmelig kort. De sidste på holdet kom den 28. december, og allerede den 29. december var det blevet tid for os til at forlade området.

Afrejsen kom et par dage tidligere end forventet, men der blev nu alligevel tid til, at nå en tur op på det lokale bjerg for at nyde udsigten inden det blev tid til, at køre videre.

Afrejsen blev lidt forhastet, da vi klokken otte om morgenen fik at vide, at vi skulle være klar til at køre halvanden time senere. Heldigvis havde vi dog været lidt forudseende og havde pakket det meste af vores grej fra morgenstunden. Så vi holdt klar til afgang hele 15 min før resten af kolonnen, der skulle med til den fremskudte Wilson-lejr (FOB Wilson), som ligger ved Highway One, 10 kilometer nord for Ma´sum Ghar.

Turen til FOB Wilson var kort og udramatisk, og efter ankomsten gjorde vi klar til en længere periode med venten, for jævnfør planen skulle vi ikke oprette radaren her, men blot bruge den som opholdssted, mens vi ventede på en estisk enhed som, efter mørkefald næste aften, skulle eskortere os til Camp Bastion, hvor resten af det danske kontingent holder til.

Da der ikke var nogen opgaver for os at løse, valgte vi at krybe i soveposerne tidligt, enten for at sove ud efter nattevagten, for at se en film eller for at læse en bog. Planer har det dog med ikke altid at holde 100% vand, og det gjorde planen om, at vi skulle have et roligt ophold i FOB WILSON da heller ikke.

Inden alarmen blev der slappet godt og grundigt af i teltet.

Lidt over otte om aftenen kommer der nemlig en engelsk officer ind i vores telt, kigger sig forvirret omkring, hvorefter han forpustet spørger "artilleripejleradar???", vi svarer, at det vist må være os han leder efter, hvorefter han råber "gå i stilling!" og løber sin vej igen. Vi kigger lidt rundt på hinanden og undrer os lidt over, hvad det lige var, der skete, og om han nu også mente det seriøst. Vi blev dog hurtigt klar over, at han mente det, da vi pludselig hørte en række eksplosioner ikke langt fra lejren.

Da alt vores grej var smidt ind i radaren, grundet næste dags køretur, tog det os lige godt 20 minutter at få radaren sat i stilling og startet pejlingen.

Grunden til al balladen viste sig at være, at en canadisk enhed var røget i baghold på vejen mellem Ma´sum Ghar og FOB Wilson, samme vej, som vi havde kørt på ti timer tidligere. Man mente, at bagholdet blev støttet af mortérer, og derfor skulle vi gå i stilling. Kort efter at vi var kommet i stilling, blev alle i lejren befalet i shelter på grund af faren for morterangreb på selve lejren.

Hvis talebanerne, der gennemførte bagholdet, havde morterer, så valgte de ikke at bruge dem, for vi fangede dem aldrig med vores radar. Til gengæld fangede vi en hel del skud fra vores egne kanoner, der støttede de enheder, der var røget i baghold, og det var nedslagene fra disse, vi havde kunnet høre tidligere.

Omkring klokken 23 fik vi at vide, at vi ikke behøvede at pejle mere, hvorefter vi så kravlede i seng igen, så vi kunne få hvilet ud til turens foreløbigt sidste etape.

Dagen efter fik vi koordineret med den estiske enhed, der skulle eskortere os fra FOB Wilson til Camp Bastion. Koordinationen gik fint, dog understregede esterne, med et smil på læben, at de havde arbejdet sammen med danske enheder før og godt vidste, hvad det betød, hvis der pludselig blev råbt "F…" eller "for helvede!" over radioen.

Dyb koncentration under klargøring af køretøjerne.

Turen startede kl. 20.10 og forløb fint med kun et enkelt stop undervejs ved FOB Price, hvor Thomas fra CIMIC (Civilt-militært samarbejde) skulle slutte sig på os det sidste stykke til Camp Bastion. Selve turen gik gnidningsfrit, men vejens beskaffenhed var dog en lidt anden, end vi er vant til i Danmark.

Det ene øjeblik kan man køre på ganske almindelig asfalt for pludselig at opdage, at vejen forsvinder og bliver til noget, der ikke engang kan karakteriseres som en markvej. Men vi nåede som sagt alle frem god behold til Camp Bastion, hvor vi ved midnatstid blev vel taget imod af Frank, der er næstkommanderende i bataljonen.

Dagen efter vågnede vi op til den store nytårsfest, som på behørig vis blev fejret med de nytårstaler, 90 års fødselsdag, kransekage og, alt hvad der nu ellers hører sig til på sådan en aften.

Nu ser vi bare frem til at få vedligeholdt vores udrustning samt nyde den store gæstfrihed, vi er blevet mødt med af de andre enheder her i Camp Bastion, inden vi fortsætter vores tur ud i det afghanske land. Nye opgaver ligger allerede og venter på os.