[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Michael Højgaard, NSE (Nationalt Støtte Element), ISAF 3

Niende uge på Kandahar International Airfield (KAF) er ved at gå på hæld, rutinerne er ved at være på plads, og vi er ved at sige farvel til de sidste dele af ARTHUR, (artilleripejleradar), som har fået nye opgaver.

Vi er ved at sige farvel til ARTHUR, som har fået nye opgaver efter en fortræffelig indsats på KAF.

KAF udvider konstant, englænderne får flere soldater ind i området, så de har store byggeprojekter i gang. Det er formentlig årsagen til, at vi skulle vente seks uger på at få lagt sten på vores gårdsplads, eller var det fordi at den opgave godt kunne vente, det må vi lade stå hen i det uvisse.


Klimaet skifter meget for tiden, og vi har oplevet utrolige vejrsystemer komme ind over KAF i den forgangene periode. Vi oplevede inden for få timer et fald i lufttrykket fra 1011 hektopascal (hPa) til 888 hPa (normalt tryk er 1013,25 hPa ved havets overflade, red.), og med det fik vi kraftige vindstød og en del regn. Man har ikke haft så meget regn i de sidste 20 år, og over 50 personer er omkommet på grund af de ekstreme mængder regn. Fra at have 37 grader i skyggen til 15 grader på blot et par timer, hvor tunge skyer udløser store regnmængder og hagl.

Og vandstanden ved Kajaki dæmningen skulle være ekstremt højt. Dæmningen opdæmmer 1,85 mil. kubikmeter vand, og vandstanden er omkring 100 meter høj. Den leverer 20 Megawatt og forsyner 380.000 indbygger i Helmand og Kandahar. Når den på et tidspunkt er fuldt operativ, vil den kunne levere strøm til to mil. indbyggere.

Vores leave periode begynder snart, rotationerne skal planlægges, gaver skal købes til dem der hjemme, og der bliver surfet på Internettet for at se efter mulige rejsemål, mens man er på leave.

Generelt kan man sige, at hele perioden her nede er delt op i nogle faser. Den første fase er den, hvor man stikker hænderne i hvepsereden og finder ud af, hvordan opgaverne skal løses. Anden fase er den, hvor man optimerer og finder sin egen rytme og måde at løse opgaverne på. Den tredje fase er den, hvor man finder sin plads og begynder at forberede sig på leave. Finder ud af hvilke opgaver man skal løse for andre, mens de er på leave, og man får koordineret, hvad man selv skal lave på ens leave.

Tredje fase er, når man kommer tilbage fra Leave. Her kommer den store opgave med at gøre klar til den efterfølgende rotation. Der skal ændres på det materiel, der er ude ved enhederne. Der skal andre normeringer til, og det hele skal tastes i vores system i SAP. Materiel skal pakkes og sendes hjem, og nyt materiel skal modtages og fordeles ud til modtagerenhederne. De lange arbejdsdage holder deres indtog, og man glemmer helt, at tiden går af sted, ugerne går, og inden man ser sig om, så skal man til at gøre indkvarteringen klar til, at det nye hold kommer.

Med H.C. Andersens ord i baghovedet om, ”at rejse er at leve”, pakker vi så vores tasker, siger farvel til vores kollegaer og finder citatet frem om ”at man skal rejse ud for at finde hjem”, ude godt men hjemme bedst.