[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Peter Abildgaard, presseofficer .

Nicolai Christoffersen, som bor i Haderslev, er i øjeblikket udsendt som MJUR i Irak. Nicolai arbejder til daglig som MJUR ved Danske Division hjemme i Danmark, så relationen jura - forsvar ligger ikke så fjernt fra hinanden i Nicolais univers.

Nicolai har tidligere gjort tjeneste i internationale operationer. Han var udsendt til Kosovo i 2000 som gruppefører i den danske enhed. Hjemvendt herfra skulle der vælges studieretning. Og det blev så juraen. Efter den juridiske eksamen var i hus i 2006 blev Nicolais interesse for international lovgivning kombineret med hans tidligere erfaringer i missionsområder. Som Nicolai selv udtrykker det: "Skal jeg arbejde med international lovgivning, ja så ligger Forsvarsministeriets ressortområde lige for."

Den militær juridiske rådgiver i et afslappet øjeblik..

Nicolai beskriver selv sit arbejde i bataljonen således:

- Rent praktisk foregår det ved en daglig dialog mellem chefen og mig, men også ved konkret rådgivning til resten af stabens sektioner, der ligeledes er chefens rådgivere. Desuden ydes der rådgivning til kampgruppens underafdelinger, og der bliver også iværksat vedligeholdende uddannelse i Rules of Engagement, efterhånden som behovet viser sig.

Juristens arbejde er derfor også meget varieret. I det ene øjeblik kan man rådgive chefen om, hvorvidt en operation kan iværksættes på det foreliggende grundlag, mens man 15 minutter efter skal tage stilling til, hvorvidt bataljonen er erstatningsansvarlig for bortkomne lokummer i Camp Campbell.

Jurister bruger ordet OPLAW (operational law) som samlebetegnelse for alle disse forskellige juridiske discipliner, der har indflydelse på missionen. OPLAW omfatter (bredt fortolket) blandt andet FN-resolutioner, humanitær folkeret, nationale regler for magtanvendelse, aftaleret, erstatningsret og forvaltningsret.
En naturlig interesse for islamiske- og lokale retsforhold er ikke absolut nødvendig, men det skaber en bedre forståelse af situationen i missionsområdet.

En sådan kulturel forståelse er især en fordel, når man hver torsdag morgen står klar ved hovedvagten til Basra Air Station. Her har lokale irakere mulighed for at fremsætte krav mod de danske styrker for de skader, der desværre er uundgåelige, når militære enheder skal operere i et område.

Det kræver for eksempel en del køretøjer at få transporteret de relevante specialister rundt til byerne for at kontrollere de projekter, (det kunne være bygningen af en skole), som bataljonen hjælper med at færdiggøre. Det sker, at vi under en sådan patrulje kommer til at ødelægge en vandledning eller en strømforsyning, og disse forhold skal selvfølgelig bringes i orden. Juristen vil dog diskutere de nærmere forhold i detaljer, så det for eksempel fastslås, om 2000 dollars for en fisk er en rimelig pris.

Som MJUR skaber man også tætte forbindelser til andre nationers jurister. Da bataljonen er underlagt en brigade fra Storbritannien, er det hovedsagligt britiske jurister, man samarbejder med.
Der er dog fast underlagt en amerikansk jurist ved Multinational Division South East, hvilket altid giver anledning til spydige bemærkninger nationerne imellem.

På trods af forskelle i kultur, så taler jurister det samme sprog. Som kaffedrikkende dansker skal man dog lige vænne sig til, at svaret NEJ ikke godtages, når man bliver budt på te med mælk. MJUR har således flere gange kigget forvirret på en engelsk oberstløjtnant, der fremholder en kop varm te, selvom MJUR på sit mest forståelige engelsk har takket nej tak.

- Samlet set er arbejdet som MJUR i bataljonen meget spændende og utroligt udfordrende. Opgaverne medvirker desuden til at udvikle én personligt og skaber en tilfredsstillelse ved arbejdet, siger Nicolai Christoffersen.



MJUR ved sin daglige arbejdsplads.

Nicolai er glad for sit ophold i Irak. Han synes, at fællesskabet og oplevelserne i bataljonen er meget positivt. Men omvendt finder Nicolai det ærgerligt, at det er uendelig svært at gøre en forskel til det bedre i Irak med de ressourcer, der nu engang er til rådighed.

Om ca. to måneder vender Nicolai næsen mod Danmark på leave. En stor øl skal nydes i lufthavnen, fortæller Nicolai med et glimt i øjet. Derefter har et besøg hos Nicolais bedsteforældre, som bor på Stevns, meget høj prioritet.