Berndt fik ondt i halsen

Af Thue Raakjær Jensen, feltpræst, fungerende presseofficer, Camp Bastion.

I sidste uge vågnede Berndt, der er næstkommanderende i CIMIC-delingen, op med ondt i halsen. CIMIC betyder civilt-militært samarbejde og koordination, altså de soldater, som er med til at være bindeled mellem militæret og det civile samfund. CIMIC udarbejder blandt andet vurderinger af de behov, der er i de lokale samfund og kommer med denne baggrund forslag til projekter, der kan iværksættes til gavn for befolkningen her i Helmand provinsen. CIMIC-delingen har hjemme i Lashkar Gah, der er provinshovedstad i Helmand. 

Nu er det jo, hvad der sker for os alle sammen ind i mellem, at vi får ondt i halsen. Og vi har nok alle haft en omgang forkølelse i løbet af den sidste måned, for det kan være svært at finde den rette påklædning med nærmest frost om natten og op til 20 grader om dagen.

Men Berndt havde ikke bare almindelig ondt i halsen, for i løbet af nogle dage blev det værre og værre, og han begyndte at få svært ved at synke. Derfor gik Berndt til den engelske læge, som er i lejren i Lashkar Gah. Flere omgange af penicillin hjalp ikke.

For Berndt havde fået en byld i halsen. Der måtte skrappere midler til - og efterhånden var det blevet helt umuligt at synke. Berndt blev derfor fløjet med helikopter til det engelske felthospital i Camp Bastion.

Felthospitalet er bygget af telte, men kan sammenlignes med et dansk provinshospital - ja, med visse ting et regionshospital. Man kan klare de meget alvorlige ting med traume-teams og intensivstuer, men hospitalet behandler også almindelige sygdomme.

Berndt fortæller, at han blev meget venligt modtaget, og at han følte sig i virkelig professionelle hænder. Han fik taget en blodprøve og blev sat på en meget kraftig antibiotikum kur, som kom direkte ind i blodårerne. I løbet af et halvt døgn blev det meget bedre, og Berndt kunne nu synke igen.

Man kan sammenligne felthospitalet med et dansk hospital, men hospitalet giver også oplevelser, som man bestemt ikke ville få i Danmark. På hospitalet er der to stuer med ti senge til de alment medicinske patienter. Den ene stue til dem med problemer med maven - den anden til alt andet. Berndt kom på den anden stue. Her var der i forvejen indlagt to afghanske børn og et par afghanere mere. Det er sikkert folk med tilknytning til dem, som arbejder i lejren.

Nu var børnene ikke indlagt alene, deres fædre var også med. Så det var næsten som et afghansk marked. Til den første frokost, fortæller Berndt, satte afghanerne sig alle sammen og spiste ved et bord på afghanske vis - ja, altså med fingrene. Og da de var færdige, lod de alt stå på bordet uden at rydde op efter sig.

Det medførte imidlertid en reprimande fra den engelske sygeplejerske. Den måtte dog først oversættes af en tolk. Patienterne og deres familier gik så tilbage i sengene igen - det vil sige, de satte sig i skrædderstilling i sengene. Men det var godt nok, for jeg følte mig i gode hænder, slutter Berndt sin beretning.

Berndt er nu tilbage i Lashkar Gah igen - efter at have ventet et par dage i Camp Bastion på, at der skulle blive en plads på en helikopter. Berndt skal så videre med det CIMIC-arbejde, som allerede er i fuld gang i Lashkar Gar, og som blandt andet kræver en del planlægning og udsendelse af CIMIC-teams.

Projekterne, der arbejdes med, er mangesidige og omhandler for eksempel oprettelse eller indretning af skoler, legepladser, vandbrønde, sykurser for afghanske kvinder med videre, og kun fantasien sætter grænser for dette vigtige arbejde.