Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Betegnelsen på den nye våbenstation er ”Overhead Weapon Station. Den er i al sin enkelhed et 12,7 mm maskingevær, der er ophængt og stabiliseret i to akser og anbragt ovenpå et køretøj, men som betjenes inde fra køretøjet.
Den nye våbenstation vil blive anbragt ovenpå en Eagle IV – et pansret patruljekøretøj, en Piranha – en pansret mandskabsvogn, og en MAN – et pansret logistikkøretøj.
Det velkendte 12,7 mm maskingevær har gennem lang tid været anvendt i en vognaffutage, men ulemperne var, at skytten – stående bag maskingeværet – ikke er beskyttet på nogen måde, og træfningen under kørsel var meget upræcis.
Den oprindelige Eagle I til venstre, hvor skytten står ubeskyttet bag maskingeværet. Til højre den lidt større Eagle IV med påmonteret våbenstation.
Overhead Weapon Station betjenes af en skytte, der sidder nede i køretøjet. I Eagle IV lige bag køreren. Foran sig har skytten en skærm, der viser det samme, som en skytte ovenpå køretøjet ville kunne se. Og sigtemidlerne omfatter et termisk sigte og en laserafstandsmåler, så maskingeværet kan betjenes i enhver henseende fra et joy-stick.
Skytten er altså bragt i sikkerhed.
Skytten sidder nede i vognen bag køreren og med en skærm foran sig. Ved hjælp af et joy-stick kan han betjene maskingeværet. |
Maskingeværet er i sin nye udformning i stand til at skyde meget længere end de normale 800 meter. Det betyder, at køretøjet kan trække sig tilbage og undgå at blive ramt af fjendens håndvåben, men maskingeværet vil fortsat være i stand til at ramme på de længere afstande.
På den måde kan køretøjet bringe sig selv i sikkerhed – samtidig med at det fortsat skyder og dermed i stand til at hjælpe andre enheder fra egne styrker væk fra fjendtlig ild og i sikkerhed.
Med gyroophæng, automatisk beregning af højdestilling og forvinkel samt mulighed for at vælge afgivelse af ét skud, tre skud, 10 skud eller flere er der mulighed for at ramme meget præcist på det ønskede mål. Og med indbyggede sensorer og et ”Combat-ID” så man kan skelne ven fra fjende, kan man undgå at ramme andre end dem, som man ønsker at ramme. Det har stor betydning, hvis fjendtlige elementer blander sig mellem civile, som man ikke har til hensigt at ramme.
Våbenstationens muligheder blev præsenteret i Oksbøl Skydeterræn den 1. marts, og den var monteret på en Eagle IV.
En lille øvelse viste, hvor effektivt den virker. Køretøjet bliver pludselig beskudt forfra. Straks kaster røggranatkastere en røg ud, så fjenden ikke kan se køretøjet, der søger bagud og i dækning. Men med det termiske sigte kan skytten se målet gennem røgen, og han kan straks starte beskydningen og fortsætte den under kørslen. Og maskingeværets projektiler rammer hver gang.
Ved fjendtlig beskydning kastes der røg ud foran køretøjet.
Dækket af røgen trækker køretøjet sig skydende tilbage, for skytten kan med det termiske sigte se målet gennem røgen. Fotos: Jørgen Kølle.
Det er meningen, der skal anskaffes 119 våbenstationer til en samlet værdi af ca. 270 millioner kr. Der er endnu tale om en protype, som er unde udvikling af det svenske firma Bofors.
Patruljekøretøjerne Eagle IV og de pansrede mandskabsvogne Piranha 3C tilgår fra sommeren 2007, og de vil blive anvendt i opklaringsenhederne og i kampbataljonerne, og de vil naturligvis være særdeles anvendelige i mange af de internationale operationer netop fordi de honorerer kravet og ønsket om beskyttelse tre gange.
For flere oplysninger og tekniske detaljer se FMT (læs mere her)