[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kommandør Erik Romby.

Fredag den 20. april arrangerede det danske personel ved NATO Training Mission - Iraq (NTM-I) atter en DANCON march. Marchen er på 20 km i uniform og med personligt våben. Vi havde også åbnet for, at civile kunne deltage. Marchen foregik på en fire kilometer lang rute rundt om paladset, der huset den amerikanske ambassade i Bagdad.

Syv danskere havde i ugerne op til marchen indkøbt medaljer, modtaget tilmeldinger, skrevet certifikater, skaffet sponsorer til frugt og vand samt rigget det hele til.

Ekstra pres var der blevet lagt på de andre nationer i NTM-I for at få dem til at deltage, men det hjalp dog ikke meget, hvilket var en skuffelse. Der deltog kun 19 ud af 80 mulige.

Til gengæld må man sige, at amerikanerne og de civile var villige til at deltage. Hele enheder meldte til, og mange amerikanere rejste ind fra baserne rundt omkring i Bagdad for at deltage. Vi var derfor ret stolte over at kunne mønstre 457 startende, selv om starten gik kl. 5 om morgenen.
At vi skulle starte så tidligt var en nødvendighed for at undgå den værste varme. Vi var igen heldige med, at solen skinnede, og morgenen var dejlig frisk, så det blev en rigtig god tur for alle.

Primusmotoren bag arrangementet er seniorsergent Dan Kristensen, til højre, der er udstationeret til NTM-I for anden gang.

Nu er DANCON Marchen i Bagdad ikke en konkurrence, og deltagerne går sammen og snakker og har det rigtig dejligt, samtidig med at de mæsker sig med den frugt og det vand, der tilbydes på ruten, men nogle af deltagerne tager det dog ret seriøst.

Således havde vi en dansk oversergent, der gennemførte med fragmentationsvest, hjelm, kampvest, pistol og karabin og selvfølgelig med tilhørende ammunition. Vi andre rystede på hovedet, men han klarede det i fin stil og kunne endda løbe noget af vejen.
Den hurtigste var en amerikansk general, der løb hele turen med sin pistol i hånden, samtidig med at han råbte opmuntrende til alle. Han klarede 20 kilometer på 1 time og 33 minutter. Det er vel ikke så ilde, når man er 50 og ikke må anvende løbesko.

De tre første til at få udleveret medaljer og certifikater.

Bag DANCON Marchen ligger også et formål om at skaffe penge til velgørende og festlige formål. Deltagerne betaler derfor et gebyr for at melde sig til. Pengene går dels til arrangementet og dels til at betale medaljerne. Overskuddet går så til de velgørende og festlige formål.
Vi er i den forbindelse stolte over at kunne donere 2305 US Dollars (ja I læste rigtigt; det er dollars) til den lokale børnehave i den internationale zone. Ligeledes kunne vi donere 1000 US Dollars til velfærdskassen i NTM-I. Resten anvender vi til støtte for forskellige festlige arrangementer hen ad vejen.

Børnehaven vil I høre mere om på et senere tidspunkt, men vi giver dem ikke pengene direkte. Vi køber mad og legetøj til dem for pengene. På den måde er vi sikre på, at det er ungerne, der får glæde af vores indsats.

Vores arrangement blev så stor en succes, at vi er inviteret til at arrangere endnu en march og denne gang i Camp Victory (det er det store område omkring lufthavnen i Bagdad). Det vil vi gøre sidst i maj. Der er rigtig mange amerikanere, og vi satser på at kunne komme op i nærheden af 700 deltagere.
Således får vi også tiden til at gå, når vi ikke er på arbejde i Bagdad!

Fra starten klokken 5 om morgenen.