[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Frank Buksti, major, næstkommanderende

Feyzabad er et af de eneste steder her i Afghanistan, hvor den traditionsrige DANCON-march kan gennemføres uden for lejrhegnet. Det sender et rigtigt godt signal til den lokale befolkning, når ISAF-styrkerne er synlige i nærområdet og "tør" bevæge sig rundt til fods.

Samling inden for Maingate i Camp Feyzabad kort før start.

Ruten var på 21,5 kilometer og gik fra lejren op omkring en lille 2000-meters bjergtop i de omgivende Hindu Kush Bjerge. Der var rig lejlighed til at prøve kræfter med de afghanske veje, flodsenge og bjerge. Halvvejs var der etableret rasteplads, hvor der var mulighed for at forsyne sig med frugt, juice eller vand.

Starten er gået.

130 deltagere fra seks nationer
Starten gik kort efter daggry for 130 deltagere fra seks nationer (Tyskland, Tjekkiet, Belgien, Kroatien, Afghanistan og Danmark). 14 danskere og to af vores lokale tolke deltog i selve marchen - de resterende fem danskere var uundværlige hjælpere ved arrangementet.
Vejret var perfekt - klart og køligt. Morgendisen lå smukt i bjergdalene, indtil den blev brændt væk af solen.

March-deltagerne på Route 302 - Den afghanske Ringvej.

Grundet sikkerhedssituationen i området var det påbudt alle marchdeltagerne at gå iført fragmentationsvest (en vest med kraftige keramikplader, som beskytter overkroppen mod granatsplinter) og medføre pistol, hjelm og gevær med 100 skud i magasiner - så der var ingen problemer med at finde minimum 10 kilo udstyr, der jævnfør reglerne skulle medføres.

"Viking Ekspressen" på vej frem.

Multinationalt fællesskab og enestående landskab
Alle nød det multinationale fællesskab og havde en rigtig fin formiddag i det storslåede landskab i bjergene omkring Camp Feyzabad.
I målområdet - Camp Odin - tog kommandobefalingsmanden imod, og chefen uddelte diplomer og medaljer.

Nogen har mere energi end andre!

Hurtigste mand var en tysk maratonløber
Hurtigste mand var en tysker - habil marathonløber, som gennemførte marchen i "Fantom-tiden": 2 timer og 25 minutter. De hurtigste danskere - "Viking Ekspressen" - småløb distancen på 2 timer og 59 minutter. Hovedparten af deltagerne gennemførte marchen på 4-5 timer - altså fint indenfor de seks timer, som var tidskravet.

Rasteplads i bjergene, halvvejs på ruten.

Besynderlige gangarter
De færreste havde problemer med at falde i søvn, da de gik til ro den aften. Vabler og ømme muskler er årsag til, at vi i de sidste par dage har kunnet betragte mange besynderlige gangarter og grimasser her i lejren… og det fortsætter formentligt et par dage endnu!

To kilometer fra målet.

Arrangementet har givet fin goodwill til DANCON og noget at snakke om på tværs af de forskellige nationer her i Camp Feyzabad.

Der behandles vabler i Camp Odin efter marchen.