[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj Grøn, presseofficer

Danske soldater er igen indsat i det sydlige Afghanistan. Flere steder i Helmand-provinsen patruljerer spejderdelingerne fra den bornholmske 2 Lette Opklaringseskadron støttet af specialister indenfor blandt andet civilt-militært-samarbejde (CIMIC). Samtidigt er de danske artilleripejleradarer indsat for at beskytte (NATO/ISAF) soldaterne både i Kandahar og i Helmand-provinsen.

De danske opklaringsfolk er på vej ud i det, der sandsynligvis bliver dette holds sidste opgave i Helmand-provinsen.

Det er ved at være nogle af de sidste militære operationer, som dette hold af danske soldater kommer til at gennemføre i denne omgang. Soldaterne har været i det sydlige Afghanistan siden starten af oktober og bliver planmæssigt afløst af et nyt hold af danske soldater i løbet af februar.

- Vi har endnu ikke den luksus at kunne tænke på at skulle hjem. Vi har først og fremmest fokus på de opgaver, vi løser ude i provinsen netop nu. Vi kan se, at vi er med til at gøre en forskel, både for sikkerhedssituationen og for genopbygningen af Afghanistan, siger chefen for den danske styrke i det sydlige Afghanistan, oberstløjtnant H.-C. Mathiesen.

Ingen genopbygning uden sikkerhed
De dansk CIMIC-soldater har bidraget til genopbygningen af det afghanske samfund og hjulpet med konkrete forbedringer indenfor sundheds- og skolevæsnet. Senest er der blevet leveret et større antal borde og bænke til de afghanske skoler, og det er tiltrængt. I forlængelse af den forbedrede sikkerhedssituation i provinsens større byer er antallet af skoleelever eksploderet. I Gereshk var der for et år siden blot 300 piger, der gik i skole. Nu er tallet over 2000. Et tegn på, at befolkningen tør trodse talebans forbud mod skoling af kvinder.

Her forgår undervisningen af afghanske piger i telte - men bare det at det sker, er en fremgang.