[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Vilhelm Værge, flyverprovst.

Sidste år blev der indviet en mindevæg udenfor hovedkvarteret for ”Multinational Division South East Basra”, der ligger ved den internationale lufthavn i Basra, hvor næsten alle fremmede styrker i den irakiske sydøst-region nu er samlet, først og fremmest briterne.

I sydøst-regionen var den danske bataljon også placeret, indtil den blev trukket ud 1. august, og her har et helikopter-detachement fra flyvevåbnet gjort tjeneste siden august. Nu trækkes det imidlertid også tilbage, så der ikke er egentlige danske enheder tilbage i Irak, men kun enkeltpersoner, der gør tjeneste ved forskellige NATO-enheder i Bagdad, hvor de hjælper med at uddanne irakiske militærstyrker.

Teksten midt på mindevæggen lyder:

Honourable age does not depend on length of days
nor is the number of years a true measure of life.
Wisdom 4,8

In memory of British personnel who have died on Operation TELIC
and those coalition personnel killed in Southern Iraq.

(Ærefuld alder afhænger ikke af dagenes længde
ej heller er antallet af år et sandt målebånd for livet.
Visdommens bog 4,8

Til minde om britisk personel, som er død ved Operation TELIC
og det koalitionspersonel, som er dræbt i det sydlige Iraq.

Langt de fleste af de mange navne på mindevæggen er britiske, men der er også soldater fra andre nationer – italienere og rumænere samt syv plader med danske navne: Preben Pedersen, JDR, Bjarke Olsen Kirkmand, JDR, Jesper Nielsen, LG, Dennis Ove Nielsen TGR, Kim Wadim, CSW-FLV, Martin Hjorth, JDR, og Henrik Nøbbe, JDR.

De omkom alle under tjeneste her i Irak. Derfor er det naturligt, når den sidste danske enhed nu forlader Basra, at tænke på dem og ære deres minde ved at nedlægge en krans. Forsvarsministeren har gennem hele forløbet udvist stor deltagelse i forbindelse med hvert eneste dødsfald og hver eneste hændelse – derfor var det også naturligt at lade ham nedlægge en krans i forbindelse med sit besøg hos enheden, lige før den nu forlader Irak.

Den enkle mindehøjtidelighed foregik tirsdag 11. december kl. 10, hvor alle de danske, som kunne, opmarcherede på den ene side af mindevæggen, mens forsvarsministeren og de andre tilrejsende stod til den anden side.

Flyverprovst Vilhelm Værge trådte frem og fremsagde en bøn, hvor han nævnte, hvordan mange danske soldater har gjort tjeneste i Irak. Han nævnte specielt navnene på de syv, som omkom under tjenesten, ligesom han bad for de pårørende – at deres sorg og savn må lindres. Han bad også for de andre udsendte soldater – at de må vende sunde og raske hjem, og sluttede med at bede for, at tjeneste i det danske forsvar må være et virke for frihed, fred, ret og retfærdighed inden et afsluttende fadervor og et:

”Fred være med os alle. Fred være med vore døde. Æret være deres minde.”

Kransen blev derefter båret frem af to fra den danske enhed – ministeren gik frem og rettede på båndet, trådte tilbage, stod ret en kort stund og gik så tilbage, inden højtideligheden afsluttedes med, at en engelsk trompetist, korporal Ellis, blæste ”The Last Post”.