[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Peter Abildgaard, presseofficer

Enheder fra den danske bataljon gennemførte i dag patrulje i byen Al Qurnah.

Under patruljen kom enhederne under beskydning fra både morterer og håndvåben. Et af skuddene ramte angiveligt tagbagagebæreren på et af de danske køretøjer. De danske enheder besvarede ikke ilden.

Byen Al Qurnah betragtes som et Hot Spot område. Rapporter fra byen fortæller, at (Jaysh Al Mahdi (JAM) – en lokal politisk organisation der anvender voldelige metoder til at nå sine mål - har stor bevægelsesfrihed i byen, samt at deres indflydelse har nået et punkt, hvor en stor del af kontrollen med byen er på deres hænder.

Den danske bataljon har tidligere gennemført operationer i Al Qurnah i samarbejde med irakiske sikkerhedsstyrker og irakisk politi. Formålet med disse er primært at vise JAM, at man ikke længere tolererer situationen i byen. Der er således blandt andet gennemført intensiv patruljering, vej-kontroller m.m. i området. Dette fortsætter fremover trods dagens episode.