De er glade for at se os

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Rasmus, næstkommanderende.

Det synes på tide med lidt nyt fra vor lille mission her i det nordlige Afghanistan.
Det danske MOT (Militære Observations Team) kaldet MOT DELTA opererer her under kommando af det svenske PRT (Provincial Reconstruction Team) placeret i Mazar-e-Sharif. Vores lille team bor i byen Aybak (også kaldet Samangan) cirka halvanden times kørsel fra Mazar. Her bor vi sammen med et finsk MOT som vort eget, og det der kaldes et provincial office (PO), der er samlingspunktet for den PRTs indsats i Samangan provinsen.

Det danske bidrag til svensk ledet PRT i Nordafghanistan.

Huset fungerer som en mikro-lejr og er bevogtet af lokale afghanske sikkerhedsfolk, og det gør, at vi kan arbejde tættere på de folk, vi skal have kontakt med.

Vores arbejde består i at indhente informationer om de tre distrikter, der er vores ansvarsområde og rapportere disse til PRT. De kan så dels sammenstykke et efterretningsbillede for provinsen samt videreformidle eventuelle behov for humanitær indsats eller regeringsanliggender til rette myndigheder. Der er ikke, som i danske militære enheder, en CIMIC (civilt-militært samarbejde) kapacitet, da svenskerne ikke opererer med dette, og PRT kan derfor ikke selv gennemføre genopbygning etc. De kan dog via samarbejdspartnere i form af diverse NGOer (civile hjælpeorganisationer) såsom USAID, DANIDA, etc. tilskynde til, at udvalgte projekter gennemføres.

Vi kom til Aybak den 6. februar og fik over de næste ti dage overdraget materiel, opgaver og kontakter fra vore forgængere, inden de tog flyet hjem til Danmark. En enkelt mand, PW, havde dog på forhånd valgt at tage endnu seks måneder på vores hold, hvilket er en stor fordel for os. Det sparer et par ”dybe tallerkener” hen ad vejen.

Nu har vi været os selv siden den 16. og har nået at køre de første patruljer i vore distrikter. Det er en utrolig oplevelse at komme ud og se landskabet og møde de lokale afghanere. Samangan-provinsen er en meget roligt provins og ude i bjergene, hvor to af vore distrikter ligger, er der virkelig fredeligt. Samfundene derude er dog præget af deres afsides beliggenhed, og det kan være vanskeligt for såvel ISAF som den afghanske regering at holde kontakten til disse distrikter. Der spiller vi også en vigtig rolle i at sprede det glade budskab om en regering, der arbejder for fred og fremgang for hele Afghanistan og gøre vores til, at folk føler sig trygge ved ISAFs tilstedeværelse.

Folk strømmer til efter aviser og en snak, når vi kommer til byen.

Vi gør meget i at holde kontakt til de lokale administratorer, som er en slags borgmestre, samt politicheferne. De kan dels give os mange informationer og vi kan samtidig, eksempelvis ved samarbejdet med det afghanske politi, overfor befolkningen demonstrere den fælles indsats.

Samtale med lokale i byen Kowkeh Bulaq i Hazrat-i-Sultan.

Generelt virker folk da også meget positive overfor vores tilstedeværelse og tidligere tiders tilstande, hvor stort set alle bar våben og røverier og afpresninger var hverdag, er stort set ikke eksisterende. Mange foretrækker dog stadig ikke at færdes om natten i de øde egne, og kriminalitet, smugling og korruption er da stadig alment forekommende.

Dog i væsentlig mindre målestok end for bare tre år siden. Valmuedyrkning er stort set også udryddet heroppe, og de lokale myndigheder har stort fokus på dette og arbejder målrettet for, at folk dyrker andre afgrøder. De har ofte sparsomme midler, men gør et godt stykke arbejde.

Vores lille hold er på kun seks mand; Christian, Rasmus, Anders, Brian, Peter og Thue. Derudover har vi en lokal tolk med. Kun meget få lokale taler engelsk, så det meste foregår på hovedsproget dari.

Holdet under hvil. Der forplejes og holdes udkig fra køretøjerne.

Vi kører vore patruljer i to Toyota Land Cruisere, som får lov at arbejde for hver en krone, de har kostet; Især de to sydlige distrikter er til tider vanskeligt fremkommelige, og vejene er en blanding af udtørrede flodlejer (wadi’er), sparsomt udbedrede veje, mudderspor og deslige, og det er denne infrastruktur, der sikrer os kontakterne i distrikterne. Det tager sin tid at komme frem, og gennemsnitligt bevæger vi os med kun cirka ti kilometer i timen. Det giver os så god tid til at nyde de smukke omgivelser.

De sydlige distrikter ligger i cirka 1500- 2500 meters højde (for dalenes vedkommende) og rundt om rejser sig bjerge i alle mulige afskygninger: De Grand Canyon-agtige røde stejle slugter, kæmpe alpe-massiver med sne på toppene og store bløde ”bakker”, der strækker sig så langt øjet rækker.

Man bliver ikke træt af udsigten under køreturen.

Meget af vejen mod syd går gennem slugter som denne.

Vi medbringer selv proviant til det antal dage, vi er på patrulje og overnatter i vore gode varme soveposer mellem bilerne undervejs.

Satellit telefonerne er det eneste signalmiddel, der kan række herude, men ellers er vi helt på egen hånd undervejs.

MOT DELTA i hvileområde i 2273 meters højde.

Det stiller også krav til folkene på holdet, og der er da også lagt mange timer i uddannelse inden for kørsel under særlige vilkår, bjærgning og nødreparation af køretøjer, samt avanceret førstehjælp og meget andet.

Socialt er det også en udfordring, da vi som sagt kun er seks mand og skal have alt til at fungere indbyrdes. Det tegner dog rigtig godt, og vi synes at være et godt sammensat hold til denne opgave.

Fra venstre: Thue, Christian, Anders, Peter, Brian og Rasmus.

Til slut vil vi sende de varmeste hilsener til alle vore pårørende derhjemme – I kan jo nok bruge dem i disse kolde dage.

Venlig hilsen MOT DELTA.