Deadline i Chaghcharan

Forleden havde vi parade for vore islandske venner, der er færdige med deres missionsperiode. Det er altid velmodig at sige farvel. Vi har været på en del patrulje med vore islandske venner inkl. vores lille uheld med unimog'en i sidste uge.

Vores egen deadline ligger også lige foran os. Det kan både ses og høres. Det pusler i alle hjørner med at får pakket ned, eftersom vi snart rykker ud af vores telte, så de er klar til næste hold.

Søndagen blev brugt på den obligatoriske mønstring af materiellet. Alle stumper bliver vendt og talt, så vi kan overdrage materiellet til næste hold på betryggende vis.

Jeg har ikke selv haft tid til den store nedtælling, da min chef er på leave. Det giver altid en hel del ekstra arbejde. Ikke alene skal jeg løse min egne og hans opgaver, samtidigt med at biksen skal styres på betryggende vis. Der er jo ikke andet for end at klø på. Det er jo fedt at blive udfordret, ikke alene fagligt, men også ledelsesmæssigt.

Siden sidst har jeg været med på en af vores mange fodpatruljer i Chaghcharan by sammen med et detachement fra ANP (Afghanistan National Police). Jeg er imponeret over deres gå på mod hos den enkelte politibetjent. Her kan der virkelig spores en spire i det arbejde, vi laver herovre.

Livet i Chaghcharan by kan nok bedst sammenlignes med en mindre jysk provinsby på heden, hvor alle kender næsten alle, og livet går sin daglige gang. Selv politimesteren stopper op og hilser, når vi er ude på patrulje. Ofte bliver vi stoppet af lokale, som ønsker at give deres mening til kende, eller har problemer, de gerne vil have, hvis skal løse. Vi oplever generelt en positiv stemning overfor ISAF. Igennem vores tilstedeværelse skaber vi sikkerhed og gør det letter at være indbygger i Chaghcharan.

Vores berygtede kuldegrader ned til kun minus 20 er en væsentlig begrænsninger for de lokale og sætter livet på sin prøve. Nogen har til dagen og vejen, mens andre hutler sig fortvivlet igennem for at overleve. Mærkelig nok lykkedes det. De er jo også et folkefærd, der har prøvet lidt at hvert.

Ugens helt store samtale emne blandt kroater, islændinge og os har været VM håndbold. Det var jo en streg i regningen at tabe til Kroatien, men det blev helt klart opvejet af sejren over Island og bronzemedaljerne. Tak for det, drenge - bare ærgerligt at vores internetforbindelse ikke var stærk nok til at trække tv-signalet fra Danilog eller DR's netradio. Vi gik dog ikke glip af februar måneds store amerikanske sport begivenhed. "Superbowl". Vores cafeteria er amerikansk drevet, og de havde arrangeret Superbowl party, med hvad nu et sådan kræver.

Vi har ingen avis i Chaghcharan, så alt information kommer fra de få satellit tv, der findes i byen (når der er strøm nok til at drive dem) eller fra lokalradioen. I weekenden har PRT'et premiere på vores første informations show i byen. Jeg tror ikke, vi havde forestillet os det helt store, men alligevel dukkede der 350 lokale op for at høre og se interviews med guvernøren, borgmesteren og selvfølgelig vores egen lejrchef.

I løbet af ugen blev den obligatoriske DANCON march også gennemført. Af sikkerhedsmæssige hensyn var marchen henlagt indenfor Chaghcharan lufthavn område. Vejret var ikke just med os da der var slud og iskoldt vejr. Islændinge, kroater, litauer, amerikanere, rumænere tog imod invitationen og gik med til alles glæde.

Vejrforholdene sætter stadigvæk sine begrænsninger på vores patrulje. Så sent som denne i uge, var det sneen i bjergpassene og mudderet på vejen, som skabte problemer. Heldigvis ingen uheld, men vores mekanikere kæmper en hård kamp med at holde køretøjerne klar til indsats. Vores danske patrulje er også hårdt ramt med et defekt differentiale.

Som sagt går livet videre, men dagene bliver da talt ned med lyst, og fortæller, at vi er på vej mod… Ja, vi ses nok snart i lille Danmark.

Martin