Den trange vej til en engelsk base

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af: Presseofficer Jesper Rømer

Når ens chef anmoder om, at man tager til en engelsk base og beretter om livet for danske og engelske soldater der, så tager man imod tilbuddet med kyshånd. Dels er det som om, at når CHEF DANCON anmoder om noget, er det mere som, at han fortæller en, at man skal af sted, dels farer der straks visioner rundt i hovedet, om en tur i en engelsk helikopter, der med høj hastighed følger konturerne i det mildt sagt kuperede afghanske terræn.

Lad os slå en ting fast; der bliver fløjet meget i helikopter i Afghanistan. Det her er bare ikke en af de transporter, der skal sendes via luftvejen. Jeg får besked på, at indfinde mig flere timer før solopgang ved en klump engelske lastbiler på en af de mange parkeringspladser i Camp Bastion.

Før det er der en timelang briefing om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af angreb på den lange konvoj. Det er professionelt, at man planlægger alle eventualiteter og man tænker ikke meget over risikoen inde bag Camp Bastions trygge mure. Det sker først længere henne i forløbet.

Et par timers søvn senere og så snubler man i nattemørket hen mod den store klump af engelske lastbiler der venter i tomgang og som kun ses som silhuetter
Jeg klatrer op til førerhuset på den store engelske lastbil og smider min rygsæk ind bag passagersædet. Selve sædet er anbragt i hvad der ligner et badekar af panser og det virker meget betryggende…. Indtil jeg står i dørkarmen og tænder Surefire lygten, for lige at se hvad det egentligt er, vil skal transportere i dag. På ladet er anbragt, hvad der ligner et bjerg af granater, men som sikkert kun er 700-800 af slagsen – så meget for sikkerheden!!

Gareth og Colin kommer hen og hilser på. De er to muntre fyre og humoristiske fyre, som ikke lader sig gå på af situationen. Det er ren rutine for de to engelske soldater, der snart skal ”rippe” (RIP står for Relief In Place og betyder hjemsendelse lige om snart. Gareth og Colin’s nye yndlingsord). Tilfældigvis har jeg mødt Gareth før og da han er en herlig fyr, falder vi straks i snak. Det er godt, man ikke skal køre med to mutte fremmede. Straks ser situationen lysere ud. Jeg skubber tanken om granaterne væk og vi udveksler lavmælt vitser om vores respektive hære. Jeg bliver drillet med, at de andre snart skal hjem, når jeg selv nærmest lige er landet i Afghanistan. Det viser sig at blive et gennemgående drilleri hele turen: Hvor lang tid er det liiiiiiiiige danskeren har igen, før han skal ”rippe?” – lårklappende morsomt for de to englændere hver gang. De forsømmer ikke en chance, for at fortælle de snart skal hjem, have en fadøl og være sammen med kæresten…i den rækkefølge.

Snart er det alvor og den lange kolonne af forskellige køretøjer bevæger sig ud af Camp Bastion med kurs mod Highway One. Her er lastbiler, pansrede køretøjer i form af for eksempel Viking, Landrovere og Pinzgauer firehjulstrukne og sekshjulstrukne opklaringskøretøjer (et let ”multi-rolle” køretøj, der er meget brugt af englænderne. Her brugt til at sondere terrænet og lede køretøjer igennem). Efter alt for få kilometer er det slut med kvaliteten af Highway Ones asfalt og vi kører et stykke af noget der måske engang har været betonvej, men som nu kun er pulveriserede brokker, som køretøjerne hopper og danser hen over. Snart er det slut med den dårlige undskyldning for en vej og man ånder lettet op. Det er der nu slet ikke nogen grund til, for nu skal vi ud at køre i terrænet.

Gareth er ”topcover” og står op i timevis uden at brokke sig i støvskyen bag det lette maskingevær i lastbilens tag. Colin er chaufføren der muntert får det til at se let ud, når han styrer lastbilen hen over og op og ned af enhver forhindring i terrænet.

Med kabinen fuld af det sædvanlige støv bevæger vi os med moderat fart i timevis hen over det monotone afghanske landskab. Snart krydses vores vej af udtørrede flodlejer – wadier forude!
Hvordan det lykkedes Colin at navigere det tungt lastede køretøj ned af wadiens side og op den anden vej, fatter jeg ikke, men han får det til at se let ud og griner bare umotiveret, når vi et kort øjeblik kan mærke, at lastbilen nærmer sig grænsen og er ved at skride om på siden med et brag. Colin styrer lastbilen ud af farezonen og op af wadiens modsatte side i en flydende bevægelse. Det er kørsel på et plan og i et landskab, der ville have fået en dansk langturschauffør til at hoppe ud af de hælkappeløse træsko for lang tid siden.

Halvt kørende, halvt sidelæns skrider forreste lastbil ned i en wadi. Bemærk forhjulenes vinkel i forhold til køretøjet. Vi er langt ude over det punkt, hvor danske vognmænds fagforening har sagt stop.

På den anden side af wadien går det atter af sted. Pinzgauer, pansrede Viking-bæltekøretøjer og Landrovere vimser uafladeligt om konvojen og minder om hyrdehunde, der utålmodigt skynder på deres flok. Nogle gange slår de store cirkler om kolonnen, for at kontrollere køretøjer, materiel og sikkerhed.

Konvojen arbejder sig langs en takket bjergkæde.

Set gennem forruden ligner ”topcover” skytten på den forreste lastbil noget, der kunne inspirere Spielberg til en sience-fictionfilm.

Efter flere timers kørsel nærmer vi os en landsby idet fjerne og der beordres ekstra opmærksomhed, da rækken af køretøjer bevæger sig ind i en af de landsbyer, der støtter taleban. De ladte våben kontrolleres endnu engang. Englænderne har prøvet det her mange gange før, men er alligevel ekstra overvågne.

Compound overvåges fra topcover-positionen.

Vi beordres over radioen til at dække vinduerne til med det ekstra beskyttelse, der er indbygget i førerhuset, men det er nærmest som en undskyldning for panser og ligner slet ikke det som danske lastbiler er udstyret med. Det er et lag af beskyttelse, der kun dækker halvdelen af vinduet og det så meget større ud før start i Camp Bastion – det må være skrumpet i den tørre ørkenluft! Det sikres, at der er fri adgang til alle våben, da vi langsomt, alt for langsomt synes det, passerer de første huse i landsbyen. Her er der næsten garanti for, at vi kan blive udsat for beskydning fortæller Colin mens et grin, der nærmest ligner en trækning farer hen over ansigtet på ham. Tryggende tavshed præger førerhuset, mens vi med øjnene på stilke kører forbi husene i udkanten af landsbyen. Det har indtil nu været en god tur, men det er som om, det er knapt så sjovt nu.

Dreng med vandbøffel i vejkanten.

Pludseligt stopper lastbilerne lige netop på et af de steder på ruten, hvor det ikke er særligt smart at stoppe. Det lyder gennem kolonnen, at en lastbil er punkteret og vi venter alle her, indtil der er skiftet dæk og kolonnen kan fortsætte. Det er sjældent belejligt at punktere, men af alle steder kunne jeg godt have undværet lige netop her. I landsbyen siver kvinder og børn væk, mens en flok mænd står tilbage og udtryksløst betragter den nu standsede kolonne.

Efter noget tid er problemet klaret og vi kan køre videre og uden nogle særlige hændelser, når vi frem til vores bestemmelsessted. Efter mange timers kørsel er vi alle godt blødt igennem af sved og møgbeskidte af støvet. Lastbilerne standser og jeg ser frem til et par liter vand og et måltid, der ikke skal indtages mens man hopper af sted i en lastbil.

Gareth og Colin får lige en times pause, så går turen atter mod Camp Bastion.

Solen står op over engelsk base.