Der er lys forude

Af Jesper Rømer, presseofficer.

Som om strabadserne for en udsendt soldat på mission i verdens brændpunkter ikke er nok, så har Anders også været på et kursus i junglekrig, der var arrangeret af Fremmedlegionen og foregik i Fransk Guyana. Det var ikke for tøsedrenge.

- Det var sindssygt hårdt. Jeg tabte mig ti kilo på tre uger. Når jeg kommer til Danmark, skal jeg hjem til stabsarbejde, men jeg har også meldt mig til et patruljekursus hos Jægerkorpset for udfordringens skyld, fortæller premierløjtnant Anders.

Anders og kollega i en hampmark.

Anders synes især, at én oplevelse var positiv, sidst ørkenholdet kørte patrulje i den afghanske ørken. Normalt køres der mange kilometer under opklaringsarbejdet, og ørkenholdet står sjældent ud af køretøjerne for at opsøge og udspørge beboerne i de landsbyer, de passerer, men det var ikke tilfældet på den sidste patrulje, Anders var på.

- Vi har ofte gjort holdt udenfor byerne og afventet, at de lokale kommer ud til os. Vi respekterer nemlig deres landsbygrænse. Problemet er så, at landsbyboerne er de proaktive og ikke os. Det er ensbetydende med, at vi får sparsomme oplysninger, hvis de ikke gider komme ud og snakke, siger han.

Spejdereskadronen sikrer ved en landsby.

Derfor bevægede ørkenholdet sig ud af køretøjerne og gik for en gang skyld ind i flere af de afghanske landsbyer. På den måde er det muligt at indsamle flere og bedre informationer.

- Vi fik vist vores ansigter og fortalt om ISAF og ISAF-projekter, som for eksempel Kajaki-dæmningen og andre projekter, der er til gavn for befolkningen. Det bedste er reaktionerne fra de lokale. Når de finder ud af, at vi ikke er der for at slå dem ihjel, så er der positiv respons. Det giver sig udtryk i glæde og accept af vores tilstedeværelse. Der er spæde tegn på tillid fra en ellers meget mistroisk befolkning, fortæller Anders.

Afslappet stemning blandt danske soldater og de lokale.

Den afghanske befolkning har været udsat for meget, og den er ikke vant til, at soldater vil dem noget godt. Det er også sjældent, at de oplever en kvindelig dansk læge, der tager sig af syge afghanske kvinder. På den sidste patrulje havde ørkenholdet vores kvindelige læge med, og det var en fordel, for de afghanske mænd vil ikke lade mandlige læger se til de afghanske kvinder. Der var stor søgning til den kvindelige danske læge, og det giver pote.

- Vi fik vigtige oplysninger. De ved godt, hvem vi er, og hvorfor vi er her. Det er tydeligt, at et stigende antal afghanere afskyr Taleban og især ”foreign fighters”  - oprørere der ikke er afghanere. De afskyr især de ”foreign fighters”, der kommer fra Pakistan, siger Anders.

Snart skal den danske premierløjtnant hjem, og Anders er ikke i tvivl om konklusionen på opholdet i Afghanistan. Han mener, at opgaven gribes anderledes og bedre an i Afghanistan end i Irak;

- Der er lys forude. Vi har gjort en forskel. Det kan vi se bare på de seks måneder, vi har været her. Taleban er gået fra at have et stabilt fodfæste i Helmand-provinsen til at være reaktive og være på hælene. De har mistet terræn og opbakning i befolkningen. Det skal nok gå her i Afghanistan. Hvis målet er stabilitet, så tror jeg på det. Hvis målet er at lave en stat som Danmark, hvad angår sikkerhed og demokrati, så er det en utopi, slår premierløjtnant Anders dog fast.