Det er hårdt for biler og kørere

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af premierløjtnant Rasmus Thomsen.

Kære alle derhjemme. Så er der gået godt og vel en måned, siden vi kom herud, og arbejdet er ved at blive rutine. Ikke på den kedsommelige facon, men forstået således at folk nu kender deres opgaver, og vi kender vores materiel.

Vi har kørt flere patruljer i vore distrikter og lært terrænet, vejene og folk at kende. Flere steder er det først nu muligt at komme frem til efter vinteren, men de yderste områder i distrikterne er fortsat lukkede af sne og is indtil en gang i april, og her har vinteren i år været mild ligesom derhjemme.

Vores ene Toyota gennem sne og mudder. En ækel og besværlig kombination.

Peter og Brian deler blyanter og kasketter ud under holdt i landsby.

Det er da også enormt hårdt for såvel biler som kørere at komme frem til byerne, og Peter og Thue må ofte bruge alle deres evner for at få bilerne frem.

Alt dette slider enormt hårdt på vore biler, og vi bruger derfor forholdsvis meget tid på at vedligeholde dem. Alt det, vi ikke selv kan lave, er vi nødt til at få lavet på værkstedet i den svenske lejr i Mazar-e-Sharif. Mekanikerne her er dog helt utroligt hjælpsomme og lægger altid et enormt arbejde i at få os ud at rulle igen hurtigst muligt.

Vi har også været en tur til Bagram Air Base nord for Kabul efter forsyninger. Det er en lang, men flot køretur, hvor man blandt andet kører over Salang passet, hvor verdens højest beliggende tunnel findes. Hele vejen langs Route 5 ligger der udbombede vrag fra kampvogne, mandskabsvogne og lastbiler som påmindelser om Afghanistans voldsomme historie.

Vejen over Salang passet. Flot men koldt.

Imellem vore almindelige aktiviteter har vi deltaget i helikoptertræning med dele af det svenske PRT i Mazar-e-Sharif. Træningen havde til formål at øve evakuation af syge og sårede samt almindelig transport med helikopter. Det er tyske Luftwaffe, der står for helikopterstøtten i Nordafghanistan, og det var rart at se, at materiellet er til stede og få kendskab til procedurerne.

Helikopter tages ned.

"Syg" Peter bæres om bord.

Vi har desuden fået gejstlig støtte af feltpræsten Lars, der er i gang med sit Afghan Road Show ud til de små missioner for at lære os at kende.
Det er hyggelig adspredelse for os, og det ser også ud til, at Lars får nogle gode oplevelser med sig videre.
Vi har holdt en lille gudstjeneste, hvor 100 procent af de danske soldater deltog. Stik den!

Feltpræst Lars får sig en "snak" under et landsbybesøg.

Dagligdagen hjemme i vores safe house her i Aybak er også blevet helt behagelig, og det føles virkelig som at komme hjem, når man efter en patrulje ruller ind gennem porten.

Den fritid, vi har, kan vi fordrive med film i velfærdsrummet, foran vore computere og i vores eget træningslokale. Da vi som tidligere nævnt bor sammen med finske soldater, er der selvfølgelig også sauna i huset.

Da Peter havde fødselsdag i denne uge, nåede vi også at indvie tagterrassen og grillen deroppe. Det var lækkert, men dog endnu ikke helt så varmt som ønsket. De finske kokke havde givet os nogle virkelig gode mørbrader at skære bøffer af, og sammen med pomfritter og de tre (!) liter bearnaise sauce, Brian havde nået at lave, blev alle godt mætte.

Træningslokalet: Anders løfter, Thue ror.

De sidste dage er gået med flere kortere patruljer i området og en enkelt fodboldkamp, hvor vi desværre ikke magtede at påvirke resultatet positivt…

Christian kæmper sin chance.

 … og Brian har bolden.

Således nyvelsignede og godt tilpasse vil vi ønske jer derhjemme det bedste. Vi savner jer og skriver snart igen.
Hilsen fra os alle i MOT DELTA.