[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af M.S.S.P., oversergent, leder CISCEN, Kandahar
 

Så er CISCEN (kommunikationscenter) hold 4 på plads i Kandahar. Vi fik en rigtig hurtig, men god overdragelse fra hold 3. Hold 3 havde gjort et stort stykke arbejde og havde dokumentationen i orden, så det var dejlig overskueligt at gå til. Der var ingen såkaldte "hold 4 problemer" - og sådan skal det være! En telegraftradition med god holdning, som vi vil gøre alt for at føre videre til hold 5.

Selvfølgelig dukker der problemer op i opstartsfasen, hvor man ville ønske, hold 3 stadig var i kulissen. Men vi har klaret os, selvom vi har bokset lidt med "Murphy" et par gange eller to. Men en stor tak til "MØS" og hans drenge!

CISCEN står for Communication Informations System Center. Og det er her, alt dansk kommunikation i Kandahar terminerer. Vi har en primær satellitforbindelse hjem til Danmark, hvorover f. eks. vores velfærdstelefoner og vores internet kører. Vi skal også huske at nævne vores lejrradio "Tetra", som giver os så ufattelig meget. (Den gør i hvert fald, at vi ikke kommer til at kede os). Derudover har vi i CISCEN signalsystemer, der primært bruges til kontakten hjem til Hærens Operative Kommando (HOK), men også Camp Bastion får et opkald eller signal i ny og næ. 

CISCEN har fået sit navn: "MURPHY'S CASTLE" på hold 1, og vi har allerede mærket på vores egne kroppe, hvorfor netop dette navn er blevet valgt. Det er de mærkeligste ting, der sker ind imellem. Lamper blinker - alarmer hyler - udstyr bipper - og strømafbrydelser, når man mindst ønsker det.

Når man virkelig er på opgivelsen rand og tænker "nu kan der bare ikke blive værre" kan vi altid trøste os med, at det kan det. Det ved vi nu. Lært af erfaring! Eller som vi kalder det: Murphy slår til igen!

Men på trods af dette, er vi ved godt mod. Opgaverne tager bare lidt længere tid at løse. Og det gør jo bare udfordringen større. Som et eksempel kunne undertegnede bruge 28 minutter af min lørdag på at kode et kryptoudstyr, en opgave, der hjemme i Danmark ikke tager mere end to min. Det holdt hårdt, men det lykkedes til sidst. (men det krævede 20 minutters nedkøling i absolut stilhed og to kolde sodavand på terrassen bagefter).

At leve er at gøre rent
Når vi ikke kæmper med vores udstyr, bruger vi meget af vores tid på at gøre rent. Ja, nu er der nok mange mødre, der vil folde deres hænder, juble af glæde og sende os en ekstra tanke. Men vi er simpelthen nød til det. Nattevagten i CISCEN bruger minimum tre timer på at puste støv, støvsuge aircondition, vaske gulv samt gøre almindelig rent. Støvet hernede er som pulver, og det kommer ind over det hele. Støvet lægger sig og stopper lufttilførslen til vores udstyr, og derfor brænder vores udstyr sammen. Og så er der mange hernede, der ville blive kede af det, for hvis vores udstyr ikke virker - kan de ikke ringe hjem.
 
Her under kan I se billederne af en velfærdstelefon og en internet computer. Det er mindre end 24 timer siden, de sidst er blevet gjort rene.  

Støvet kommer ind alle steder - også i velfærdstelefonerne…. Og i vores internetcomputere.

Støvet kommer ind alle steder - også i velfærdstelefonerne…. Og i vores internetcomputere.

Derudover vedligeholder vi kabelstrækket til logistikparken og udstyret i samme. Vi behøver ikke selv holde øje med vores udstyr dernede. Vores udstyr sidder i samme FAB (beboelsescontainer) som depotfolkene, og vi har en lille "udsendt medarbejde" i form af vores sektionsfører. Hvis der er alarm på udstyret, har vi ham i røret ti sekunder efter og meldingen lyder: "HEY… nu larmer jeres DIMS…. igen!" Det morer vi os meget over.

Vi har også et igangværende projekt, der hedder HF-MAST.
Hold 3 nåede at indkøbe en meget fin civil gittermast samt at støbe mastefoden i jorden. Nu mangler vi at samle antennen, hejse masten og få kontakt til Danmark. Det lyder nemmere, end det er! Antennen er en kæmpe militær antenne, der skal tilpasses en civil indkøbt mast. De to ting passer ikke sammen som fod i hose. Men vi har allieret os med mek´erne, som er nogle fantastiske handymænd, der både kan svejse og alting, så vi håber snart at kunne få kontakt til Danmark på den antenne også.

Under arbejdet med den civile gittermast, har Martin fået øje på en Chinook helicopter.

I CISCEN har vi en IT-teknikker, tror vi nok, for vi ser ikke meget til ham. Han hedder Frank og han har styr på netværket, computerne og serverne. Han er meget ude at rejse, da han skal støtte alle de små enheder rundt omkring i Afghanistan. Han har faktisk været mere ude, end han har været hos os her i Kandahar. Men noget må vi gøre rigtig, for hver gang, han kommer hjem fra en tur siger ham, "ude godt - hjemme bedst" og napper en spegepølsemad mere!

IT Frank's arbejdsplads - håber han benytter dette lille diskrete hint til at få ryddet op!

I CISCEN kører vi 12 timers vagter med skift kl. 07 og kl. 19, så det altid er muligt at komme i kontakt med NSE (Nationalt Støtte Element). Ved siden af disse vagter kommer rengøringen, vedligeholdelsen, pasning af køretøjer, funktionskontrol på strømgeneratorer og vores såkaldte "fritid". Fritiden går med kontakt til pårørende i Danmark, løbeture, spise, sove og hyggesnak på terrassen.

Til sidst en særlig hilsen til vores familie og venner i Danmark. Vi har det rigtig godt - holder humøret højt - og passer godt på hinanden! Send gerne flere småkager!

For en gang skyld er vi alle samlet.