[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I forbindelse med kamphandlingerne den 26. september, hvor to danske soldater blev dræbt, er der mistanke om, at den danske enhed under kampene med Taleban også kan være beskudt af en anden ISAF enhed.

Mistanken har medført, at den britiske kampgruppe, som den danske enhed indgår i, har indledt en efterforskning sammen med dansk militærpoliti i området.

Fra Danmark vil Forsvarets Auditørkorps sende personel til Helmand provinsen for at deltage i efterforskningen.

- Det er ikke muligt at give yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. Vi må se på, hvad undersøgelserne viser, før vi kan udtale os om, hvordan hændelsen er forløbet. Det må naturligvis undersøges til bunds, om den rejste mistanke kan begrundes, og det vil alle parter bidrage til, siger oberst Henrik Sommer, der er chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando.