Elsket af sit kompagni

Den danske bataljon har mistet ikke kun en højt respekteret og vellidt kompagnichef - men også en chef der var elsket af sit kompagni.

Major Anders Storrud var en unik chef, som der kun findes ganske få af. Med sin erfaring fra blandt andet Kosovo og Irak blev Anders meget hurtigt det naturlige samlingspunkt for alle i kompagniet. Da han som kompagnichef blev udpeget til Afghanistan missionen, blev kompagniet meget hurtigt fyldt op med meget kompetente og erfarne førere og soldater. En væsentlig årsag var, at mange ønskede at følge Anders til Afghanistan. Skulle de udsendes til Helmand, så skulle det være med Anders.

Hans konstante fokus på sine soldaters velbefindende var kendetegnende. Han vidste, at kompagniet ville blive indsat i selv de vanskeligste opgaver i Helmand. Derfor trænede han også sit kompagni meget hårdt og professionelt forud for missionen. På den måde mente Anders, at han bedst muligt kunne passe på sine soldater.

Soldaterne vidste, at de havde en chef, som bekymrede sig om dem og deres pårørende. Derfor er det endnu mere smerteligt for os alle, at netop Anders selv skulle blive ramt.

For mange i kompagniet og i bataljonen er det et stort savn, vi netop nu føler. Personligt vil jeg savne hans glade smil, når han kom tilbage fra en succesfuld operation og opgaver.

Ofte talte vi om hans store evner som officer - evner som skulle komme fremtidige officerer til gavn. Han ønskede at blive lærer på Hærens Officersskole, hvor han kunne øse af sin store faglige viden, krydret med hans fantastiske menneskelige egenskaber. Dette job ville have været skabt til Anders, og det ville have været til stor glæde for kommende officerer.

Kompagniet har lært meget af Anders. Derfor kan kompagniet nu også fortsætte de videre operationer - som Anders ville have ønsket det.

Anders var meget glad for fodbold og især for F.C. København.

Anders var stolt af at være officer i Den Kongelige Livgarde, særligt når han var indsat i skarpe operationer i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Men mest af alt var Anders den gladeste og stolteste far, man kan forestille sig. Med glæde i øjnene fortalte han om Susie og deres to skønne børn Trine og Ståle.

Vi tænker alle lige nu på den smerte, som har ramt Susie og børnene. Det er en trøst for os herude at vide, at Forsvaret vil gøre alt for at støtte Susie og børnene i denne vanskelige tid.
Æret være major Anders Storruds minde.