En dag med EOD

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jesper Rømer, presseofficer

Explosive Ordnance Disposal (EOD) går ikke kun ud på at have det morsomt med at sprænge ting i luften.

- Vores opgave i Afghanistan er at rydde gennemgang i minefelter, så materiel og soldater kan passere igennem. Vi skal rydde konventionel ammunition af vejen og være klar med mineplejlen, siger sektionsfører, premierløjtnant Anders.

EOD-delingen skal også kunne være i mineberedskab sammen med britiske enheder og kunne rykke ud med meget kort varsel. Det er ensbetydende med konstant træning mellem missioner, og det er grunden til, at EOD forleden var at finde i øvelsesterrænet udenfor Camp Bastion.

- Det er forberedelse til at støtte SPJESK (spejdereskadronen). I dag er det sprængningsdag, for folkene skal lære at tilpasse sprænglegemer og klargøre sprængningsmaterialet, beretter premierløjtnant Anders.

Mandskabet vælter ned fra kortegen af køretøjer, for EOD er ikke som i amerikanske actionfilm en enkelt bredskuldret helt, der klarer ærterne. Når EOD rykker ud, kan det være med køretøjer som PMV (pansrede mandskabsvogne), GD'ere (Gelände wagen firehjulstrækker) samt et skrummel af en mineplejl (den vender vi tilbage til senere).

EOD-kolonne i midten af: Ingenting!

En meget vigtig del af ammunitionsrydning er planlægning, så derfor bliver der af sikkerhedsgrunde givet en meget grundig briefing, før der sprænges. EOD går ikke på kompromis med sikkerheden, det er meget rolige mennesker, der sindigt overvejer næste skridt. Her står der ikke en panisk svedende kollega og råber: "Cut the blue wire, cut the blue wire - no, cut the red wire!" Altså ikke mange paralleller til den generelle opfattelse af folk, der rydder sprængstoffer af vejen.

I Danmark ville man have taget foldespaden frem og vupti, ville man have gravet et bitte hul i den bløde muld til sprænglegemerne. Sådan er det ikke i Afghanistan; her skal der svedes med både hakke og skovl, før man kan så meget som skrabe i overfladen af den afghanske ørken, hvis konsistens for tiden er at sammenligne med beton. Sådan ser det i hvert fald ud, når presseofficeren tager et billede af en prustende og stønnende EOD-mand, der hakker i jorden.

EOD hakker i det.

I jorden placeres små sprænglegemer og folk beordres tilbage. At det er små pakker sprængstof, skal ikke forlede en til at tro, at det er et lille brag, der kommer. Mandskabet beordres i liggende stilling, vi kigger ned og befinder os i, hvad der lige pludselig synes som alt for kort afstand til sprænglegemerne. Så råber sprængningslederen: "Der sprænges!" Umiddelbart efter brager det, jorden ryster og støvet afghansk jord hvirvler over os. Tre ladninger sprænges og hver gang er det ti meter tættere på EOD-folkene. Detonationerne kan tydeligt mærkes i kroppen.

- Der er tale om en ildmarkering, mandskabet lærer at tilpasse sprænglegemerne, og de får en fornemmelse af oplevelsen, så de er bedre forberedt på oplevelsen, når der sprænges. Vi håber selvfølgelig, at det aldrig sker, men så er vi klar. Vi tilstræber højest mulig grad af sikkerhed, men i en skarp situation kan man være tvunget til at være tættere på eksplosionen, end vi ville være hjemme i Danmark, fortæller premierløjtnant Anders.

Sidste sprængning er igen trefoldig. Alle mand sidder op i den pansrede mandskabsvogn og lugerne lukkes. Denne gang sprænges tre gange 10 kilo sprænglegemer. De to første sprænges en efter en i nogen afstand fra PMV'en, men den sidste ladning ligger klar kun 20 meter fra mandskabsvognen.

Presseofficeren får stukket en tænd-dynamo i hånden og besked på at trykke på knappen. Som sagt, så gjort og en gnist senere ruskes PMV'en af en voldsom eksplosion, der lyder som om den kommer lige uden for lugen. EOD-folkene griner bare, men for en, der ikke har prøvet lige netop det før, er det bogstaveligt talt en rystende oplevelse. Støvet daler ned, både uden for og inden for i PMV'en.

Der sprænges!

Nu handler EOD ikke kun om at placere sprænglegemer og detonere dem. Rydning af miner kan blandt andet ske med mineplejl. De danske EOD-folk er udstyret med en dansk fremstillet Hydrema mineplejl.

- Plejlen kan rydde miner af hensyn til soldaternes sikkerhed i forbindelse med operationer. Hydrema mineplejlen er meget langsom og kræver meget vedligeholdelse. Det er en kompleks mekanisme med masser af stumper, som vi ikke lige ligger inde med. Alligevel er det et godt stykke værktøj, fordi den med stor sikkerhed kan rydde et stort areal til gavn for soldater og materiel, fortæller sektionsfører Anders.

Mineplejlen slår ned i jorden og knuser miner ved hjælp af roterende kæder, og den kan desuden ændre rotationsretning på kæderne og derved feje miner væk fra for eksempel en landingsbane.

Mineplejlen i færd med at fjerne miner.

Efter at have mærket trykket fra en eksplosion få meter fra PMV'en tror man, at det må være en frygtindgydende oplevelse at køre mineplejl, når en mine udløses af de roterende kæder. Det er ikke tilfældet.

- Nåååh, det giver bare et lille ryk i vognen, men det er ikke noget særligt. Vognen vejer meget og eksplosionen sker et stykke fra førerhuset på grund af kædernes længde. Desuden sænkes et skjold ned fra plejlen, så man er beskyttet mod sprængstykker fra eksplosionen, fortæller overkonstabel af første grad, Finn.

Hvis uheldet alligevel skulle være ude og et af de store dæk skulle blive punkteret af et sprængstykke, så har Hydremas ingeniører også tænkt på det. Hele hjulet er foret med skum, som plejlen kan køre på, hvis der ikke er mere luft i dækket. Mineplejlen har også både trinbræt og håndtag placeret på strategiske steder, så chaufføren kan kravle ud af førerhuset og redde sig væk i det spor som mineplejlen har ryddet, hvis maskinen ikke skulle være i stand til at køre. Det burde ikke blive aktuelt, for mineplejlen er af samme grund udstyret med hele to motorer.

Plejlen startes med brøl og plejlens kæder sænkes. Først langsomt, så lidt hurtigere roterer plejlens kæder og pisker jorden til støv. Det er vigtigt at holde stor sikkerhedsafstand til kæderne, for sten og klippestykker slynges flere hundrede meter væk af kædernes rotation. Det ser alt sammen meget imponerende ud, efterhånden som mineplejlen forsvinder i en sky af støv.
 
Efter både at have kørt med mineplejl og sprængt huller i terrænet uden for Camp Bastion, går turen mod lejren. Da jeg lige har udtrykt min beundring for den effektivitet, mineplejlen arbejder med, tilbyder EOD-mandskabet mig et sæde i plejlen. Soldaternes svedne grin burde have advaret presseofficeren, men fuld af tillid til mine medmennesker tager jeg alligevel plads i passagersædet, der er forsynet med kæmpe fjedre.

Der er en grund til, at de store fjedre er monteret under sæderne, for af hensyn til den solide konstruktion af mineplejlen er den ikke forsynet med affjedring. Jeg gentager, mineplejlen har ingen affjedring - andet end den under sæderne!

Motoren starter med et brøl, chaufføren giver den gas, og så går det af sted gennem ørkenen med fuld fart. Nu er "fuld fart" et relativt begreb, for topfarten henover det ujævne terræn i et kæmpestort køretøj uden nogen som helst affjedring er cirka 30 kilometer i timen. Nu lyder 30 kilometer ikke af meget, men for en mineplejl er det tænderklaprende hurtigt.

Alt ryster og chauffør Egil griner. Man hopper op og ned i sædet, og nu forstår jeg, hvorfor Egil spændte sikkerhedsselen, og jeg fortryder, at jeg ikke spændte min. Min hoved rammer loftet med et brag, og på vej ned trykkes fjedrene i bund og det føles som om, man er blevet sparket i den nederste del af rygsøjlen.

Det er komplet umuligt at sidde stille, og jeg klamrer mig til sædet og resterne af min værdighed. Det er komplet umuligt at stemme støvlerne mod vognbunden. Jeg er vild med at køre hurtigt og fryder mig over at køre 200 kilometer i timen (på den tyske autobahn selvfølgelig), men jeg er nu i en situation, jeg aldrig havde troet jeg skulle finde mig selv i, nemlig at være på nippet til at bede chaufføren om at sætte farten ned.

Selv 30 kilometer i timen i en mineplejl over bare den mindste ujævnhed, er 25 kilometer for meget.  Jeg vil kraftigt opfordre enhver, der vil prøve kræfter med en mineplejl om at være udstyret med både nyrebælte og bideskinne.

Ved ankomst i Camp Bastion bræger det samlede EOD-mandskab af grin, da jeg rystet stiger ud og proklamerer, at jeg ALDRIG vil køre så meget som en meter mere i en mineplejl.