[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jesper Rømer, presseofficer

Jobbeskrivelsen for en dansk soldat i Camp Bastion kunne lyde som følger: Tag seks måneder væk fra børn og mand/kone og/eller kæresten. Flyv ned til en gold ørken og bo i telt i fyrre graders varme. Hjælp den lokale befolkning med at højne deres levestandard og skab ro i regionen, mens oprørere skyder til højre og venstre. Som trøst er lønnen til gengæld lavere end for en tilsvarende udsendt politimand, der lønnes af Udenrigsministeriet og ikke af Forsvarsministeriet.

Nej, livet i Bastion er ikke nogen dans på roser, men (og der er altid et men), der er nogle lejligheder, hvor det hele slet ikke er så surt endda.

For eksempel holdt de engelske velfærdsfolk for nyligt et arrangement, der nød en vis opmærksomhed fra de danske soldater. Englændernes organisation hedder Combined Services Entertainment (CSE), og velfærdsorganisationen var ansvarlige for et stand-up show kombineret med en koncert af rock-bandet Electric Mayhem.

Som allierede og våbenbrødre var den danske ISAF-styrke i Bastion inviteret af englænderne til at vurdere kvaliteten af showet. Selvfølgelig kun som en ren objektiv bedømmelse af, hvordan andre lande underholder deres tropper. Flere soldater har truet med buksevand, hvis det kom ud til familien eller kæresten hjemme, men en presseofficer må ikke lyve, og jeg siger det, som det er: Undervejs i showet optrådte der også nogle CSE-dansepiger med jævne mellemrum.

Danserne var meget populære trods det faktum, at de stakkels piger efter påklædningen at dømme ikke havde råd til ret meget tøj. Konklusionen fra flere soldater var, at de måtte være meget underbetalte. Til gengæld var de gode til at FUTte (FUT: Fysisk Udmattelse og Tortur), som var øgenavnet for idræt  i forsvaret før i tiden.

Flere karske soldater havde åbenbart givet dem der hjemme det indtryk, at de udsendte danskere led forfærdelige afsavn i det fjerne og døjede med det monotone lejrliv og den ufrugtbare ørken. Det er bare ærgerligt piger og drenge - spis en kiks, for en weekend i februar i en hangar i midten af ingenting i Afghanistan fik den så hatten passede med hensyn til underholdning.

Tydeligt nedtrykte hopper danske soldater ned fra lastbilerne og løber modvilligt ind i hangaren.

Toby Foster og Terry Alderton er to for de fleste danskere vel nok totalt ukendte stand-up komikere, men de høstede velfortjente klapsalver for deres hysterisk morsomme humor. Der var en del indforstået engelsk humor, men vi forstod da det meste. Den trinde Toby Forster fik grinet frem, da han satte spørgsmålstegn ved, om det nu var klogt, at hæren rent faktisk var i stand til at levere en kevlar fragmentationsvest i hans størrelse. Terry Alderton leverede en fremragende imitation på Gollum fra J.R.R. Tolkiens ringtrilogi. Han gav også de engelske højtstående officerer et ordentligt fur. 

  

Komikeren Terry Alderton scorer point ved at lave grin med de engelske officerer.

De danske tilskuere morer sig over de engelske komikere.

Undervejs mellem komikere og musikken underholdt de engelske CSE-dansepiger, og de blev modtaget med jubel fra alle. Det var dog tydeligt, at de danske soldater var betydeligt mere reserverede end de engelske.

De engelske CSE dansepiger folder sig ud…

De venlige piger fra CSE.

Bandet Electric Mayhe spillede, så højttalerne var ved at flække, og det var noget, der kunne få soldaterne på dansegulvet. Det var dog mest de engelske styrker, der dansede, men der var dog også nogle stykker  fra den danske ISAF-styrke, der fyrede den af på dansegulvet til Electric Mayhem.

Publikum rocker til bandet Electric Mayhem.

Efter en underholdende aften gik turen atter med lastbiler til teltene.