En køretur fra sommer til vinter

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj G, kaptajn og Najib K, militær tolk.

Patruljemedlemmer studerer nysgerrigt indersiden af den mægtige russiske transportmaskine.

Endnu en uge er passeret for Provincial Reconstruction Team hold 4 i Chaghcharan. En god uge, nemlig den uge hvor vores køretøjer efter en flyvetur over Herat ankom til lejren.

Flyet vel fremme i Herat lufthavn.

UNIMOG bakker ud af flyet i Herat.

 I Afghanistan er der to hovedveje. Den ene er ringvejen rundt langs kanten af landet, den anden er en vej tværs over landet mellem Herat og Kabul, og halvvejs på denne rute ligger vores lejr Camp Whiskey. Hvis man sammenligner Kabul med København, må Herat efter samme analogi svare til Århus - nemlig provinshovedstaden i den vestlige del af landet. Vejen imellem de to byer svarer dog ingenlunde til motorvej E20 men nærmere til en markvej, der enkelte steder brydes af en flod som man må køre igennem, og andre steder forsvinder helt så man må køre direkte på sletten.

Patruljen hviler i solen i Herat før turen mod Chaghcharan.

Korporal Pedersen poserer i en udtørret flodseng.

Terrænet hælder opad fra Iran i vest mod Himalaya-bjergene i øst, og landskabets karakter skifter undervejs fra varmt, ørkenagtigt bjerglandskab, der leder tankerne hen på Grand Canyon, til decideret arktisk ødemark dækket af is og sne, som ikke lader noget stå tilbage for Grønland på en kold dag, alt dette på en strækning på under 300 km.

Langs vejen, som snor sig gennem maleriske bjerge og dale, ligger små landsbyer med huse af ler og endda basarer, som adskiller sig fra landsbyerne ved at samtlige huse ligger på den ene side af vejen og er forsynet med døre. Gennem dette landskab tilbagelagde patruljen i løbet af 33 timer turen til Camp Whiskey. Da de er travlt beskæftiget med nye opgaver, og således forhindret i selv at skrive et ugebrev, vil jeg her blot bringe en serie af stemningsbilleder fra turen, leveret af Najib.  

Et kig ud ad sideruden på stedet hvor ørken bliver til is.

Det afghanske nytår venter lige om hjørnet (21. marts), og hermed skulle foråret ifølge de lokale være på vej. Det ser vi frem til - for stadig er det den dalende sne og den hårde kulde, der præger vejrudsigten på disse kanter med aflyste forsyningsfly og fastkørte patruljer til følge.

Humøret er dog højt, og det er vigtigt herude - på kanten af verden.