En løbetur i Camp Bastion

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af René Chlement Isaksen, major, kontakt- og velfærdsofficer

Afghanistans ubønhørlige ørkensol banker sin eftermiddagshede ned over mig, da jeg træder ud af mit airconditionerede telt. Min løbetrøje klæber straks til overkroppen. Opvarmning før løb får lige pludselig en helt anden dimension end ellers.

Mens jeg fumler med mp3-afspilleren, tænker jeg på løbeturene derhjemme rundt om Røddings ’svane’-sø, synet af de smukke grønne marker og træer, ja hele løbeoplevelsen med naturens liv, lyde og dufte. I Guder hvor jeg dog savner det!

Her i Camp Bastion i det sydlige Afghanistan er der intet så smukt at se eller høre. Lejren og ørkenen omkring den er et mix af brune nuancer, orangegult sand og grå sten. Og indtil musikken får overtaget, hører jeg tydeligt den konstante brummen fra de mange biler, fly og helikoptere, der er i gang med dagens opgaver.

Ved hovedporten til den danske del af lejren, Danelagen Lines, svinger jeg til højre og sætter farten op. Turen rundt langs lejrens ydermur er 5,5 km.

Efter 100 meter svinger jeg til venstre ad grusvejen og har nu ydermuren på min højre side. Den er over to meter høj, nogle steder af beton, andre steder af jern. Øverst er der pigtråd. Muren afskærmer for at se direkte ind i lejren. Med ca. 500 meters mellemrum er der vagttårne, hvor der døgnet rundt sidder soldater på vagt. Det vildeste de har set – og sikkert kommer til at se – er nomadernes kamelkolonner. Taleban og deres venner er ligegodt for kloge til at snige sig 20 km. gennem en pandekageflad ørken for at slås med flere tusinde kampberedte engelske, estiske og danske soldater.

De næste 1200 meter går det bare ligeud. Efter 500 meter løber jeg forbi hundegården.

I lørdags var vi til hundeshow hos ’UK Military Working Dogs’. De små nuttede hunde kan med deres fremragende lugtesans,så let som ingenting snuse sig frem til skjult sprængstof og andre ubehagelige ting. Hver dag kommer der afghanske lastbiler med mad, vand og varer ind i lejren. Og skulle nogle medbringe andet end det, ja så… snif, snif, snif!

Hundeshow i Camp Bastion.

Schæferhunden kender vi jo hjemmefra sammen med Bent Betjent. Her er den altså bare sammen med Soldier Sam. Og om natten gør de to det ud for en otte-mands patrulje. Ganske betryggende trods de 20 km. til den nærmeste nabo.

Jeg propper slangen fra min Camelbag, som hænger på ryggen, i munden og nyder turens første slurk energidrik. ’Drik, drik, drik’, prædiker vores læge og sygeplejerske dagligt. De har allerede måtte indlægge de første på felthospitalet med dehydrering. Køleskabe og kølecontainere bugner af halvanden liter flasker med koldt vand, så der er ingen undskyldning – kun tankeløshed. Temperaturen har rundet de 30 gr.

250 meter længere fremme dukker jeg mig pr. refleks, da en Apache-helikopter drøner hen over mig – vel kun 10 meter oppe. Den er så sej! Alle soldater er draget mod dem. Selv en tidlig søndag morgen! Som kontakt- og velfærdsofficer havde jeg arrangeret en fremvisning af dem. Stor succes. Der blev fotograferet i stride strømme. ’Foran en Apache’, ’Sammen med vennerne omkring en Apache’, ’I pilotsædet i en Apache’ osv. Store drenge og stort legetøj.

Alle raske drenges ønskelegetøj, Apache-helikopteren.

Endnu større er Chinook-helikopterne. De er vores busser mellem lejrene hernede og transporterer folk og gods. De tager snildt 30 mand og et net hængende neden under bugen med en personbil i. Hvor Apachen imponerer med dens kampkraft, imponerer Chinooken med dens arbejdskraft.

Løbeturen fortsætter, og jeg når ud til den yderste flyplads, hvor de store Hercules-fly holder til. Det var her, jeg i begyndelsen af februar kom til lejren, og det bliver herfra, jeg tager af sted igen midt i august.

I forrige uge fik jeg dog en lille genopfriskning af turen. Sammen med to militærpolitisoldater og feltpræst Thue fløj jeg de 150 km til lejren på Kandahar Airfield for at mødes med de danske soldater der. De ca. 60 soldater udgør det Nationale Støtteelement, hvilket med andre ord er dem, der sørger for at personer, materialer og forsyninger når helt ud til alle ’dansker-lejrene’ rundt om i Afghanistan.

Det var bestemt interessant at se deres lejr, men jeg følte mig som en bondeknold, der var kommet til storbyen med fire-toget. Tusindvis af soldater i en beskidt og larmende lejr med høje bygninger og kringlede veje. Godt nok havde de Burger King, Subway og PizzaHut, en Green Bean-kaffebar og et stort supermarked, men jeg savnede bare Camp Bastions fred og ro, den høje himmel og brede vidder med udsigt til bjergene i det fjerne.

Bjergene mod nord.

Selvom vi alle er danske soldater på mission i Afghanistan, vil det alligevel være vidt forskellige oplevelser, vi kommer hjem og fortæller om.

Tankerne går for alvor på langfart, da jeg et par hundrede meter længere fremme løber forbi et hul i muren. Derude ligger Afghanistan, goldt og ubeboet.

Jeg tænker over min helt personlige grund til at jeg egentlig er her. Et løfte jeg i mit stille, men forfærdede sind gav, da jeg to dage efter min næstældste datters fødsel så terrorangrebet på World Trade Center: At yde en indsats for at hun og hendes søskende ikke skal vokse op i en verden styret af terror, undertrykkelse og ondskab. At vise at det nytter at kæmpe for det gode og for det kærlige og medmenneskelige blandt os.
 
Eller som feltpræst Thue udtrykte det en søndag: ”Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket.”

Jeg er hverken blevet overhellig eller taget på korstog for at omvende Afghanistans muslimer til kristendommen. Jeg vil bare ikke leve med, at terrorister undertrykker og udnytter et helt lands befolkning, så de uforstyrret kan angribe ’anderledes tænkende’ demokratiske lande.

Afghanistans befolkning lever ligesom vi gjorde i Danmark for mange år siden. Men støttet af os er de nu godt på vej til at gøre Afghanistan til et solidt, sikkert og velfungerende demokratisk samfund. Og ikke mindst til et land, der vil leve i fred med andre lande – uanset tro og politisk overbevisning.

“’Cause you’re free, to do what you want to do. You got to live you life. Do what you want to do’.”

Ultra Natè’s ’Free’ i ørerne understreger og afslutter min lange tankerække og jeg ser, at jeg er kommet helt tilbage til Danelagen Lines.

Første runde af løbeturen slutter ved flagstangen, der med sit smukke Dannebrog minder mig om Danmark og alle jer derhjemme.

Den 9. september, på min datters fødselsdag, løber jeg Viborg City-marathon, og der vil denne dags løbetur og mange afstikkere helt sikkert være med i tankerne.