[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Kaptajn René Pamperin var som midlertidig udnævnt major udsendt til Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan i perioden fra 23. maj 2006 til den 1. marts 2007. Han gjorde tjeneste som CIMIC officer (CIMIC er den engelske betegnelse for Civilt-Militært Samarbejde), og fra oktober 2006 var han chef for det CIMIC Detachement, der arbejdede i Lashkar Gah direkte under den britiske enhed UK Task Force, Regional Command South.

Kaptajn René Pamperin var som midlertidig udnævnt major i Helmand provinsen fra 23. maj 2006 til 1. marts 2007.

Major Pamperin og hans danske hjælpere har fået stor ros og anerkendelse fra den britiske regerings repræsentant i Lashkar Gah og fra Task Forcens chef brigadegeneral Jerry Thomas

Påskønnelsen blev overbragt til major Pamperin ved en ceremoni i Slagelse, hvor chefen for 2. Brigade, oberst Peter H. Lund, kunne læse op af de breve, som briterne har sendt til den danske styrke i Helmand provinsen.

Oberst Peter H. Lund, til højre, overrækker brevene til major René Pamperin.

Det britiske udviklingsministeriums udsendte i Lashkar Gah, Daniel Jarman, skriver således:
"Det danske CIMIC Team har siden sommeren 2006 ydet en betragtelig indsats i det sydlige Afghanistan på trods af særdeles vanskelige vilkår.

Danskerne har medvirket til at bygge bro til nøglepersoner og institutioner i de lokale samfund både de officielle og de uofficielle. De har med deres høje grad af professionalisme, ekspertise og dedikation til opgaven nået store resultater, der har haft stor betydning for løsningen af UK Task Force overordnede opgave."

Daniel Jarman fremhæver især major Pamperins indsats:

"Major René Pamperin har været en stærk og stabil vejleder. Han har arbejdet tæt sammen med UK CIMIC Team for kontinuerligt at levere den indsats, som både den civile og militære del af vort Provincial Reconstruction Team (PRT) har efterspurgt. Hans rolige og velovervejede tilgang til opgaverne har været den helt rette i et konstant omskiftende og udfordrende miljø. Han har sikret en konstant udvikling, der var nøje afpasset til de afghanske medspillere, hvilket er afgørende for et effektivt samarbejde med de civile både indenfor og udenfor rammen af vort PRT."


     
René Pamperin med brevene. Brigadechefen bad  ham om at bringe påskønnelsen videre til de øvrige soldater fra CIMIC-enheden

Chefen for UK Task Force i Lashkar Gah, brigadegeneral Jerry Thomas, udtrykker sin store beundring for det danske CIMIC-holds indsats og viderebringer en stor personlig ros til major René Pamparin for en bemærkelsesværdig og fremragende indsats.