[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Lars Bom Jensen.

Lufthavnen(flyvepladsen) og lejren ligger omgivet af sneklædte bjerge. De seneste par dage har dog været præget af dejligt forårsvejr med solskin og lærkesang.

Lejren er meget overskuelig med let adgang til alle nødvendige faciliteter. Det danske hus er nabo til toilet- og badebygningen, og spisesalen ligger lige om hjørnet. Det er et godt sted at komme som gæst. Man må hele tiden minde sig selv om, at værterne jo heller ikke har været her så længe - endnu.

Søndag den 4. marts havde jeg den store fornøjelse at komme med på en tur til selve Feyzabad by. Først var vi oppe på en høj bakketop, hvor der var en fantastisk udsigt ned til lejren, floden og forskellige små byer.

Her er forfatteren.

I udkanten af byen blev der købt naan-brød med fårekebab, som vi spiste til frokost på den lokale politistation. Derefter gik vi patrulje ad en basargade. Der var alt muligt til salg, også kød som hænger på kødkroge ud til gaden. I en slagterbod var der en i gang med at slagte en ged - direkte på jorden bag "disken".

Frokosten indtages på politistationen.

Det var første gang, jeg så kvinder i burka. Stort set alle voksne kvinder bar denne beklædningsgenstand, så det må jo være et udslag af den lokale kultur. Man føler trang til at glo, men gør det så ikke - af respekt, selvom det er svært.

På patrulje ned ad basargaden.

Mandag aften havde vi gudstjeneste i velfærds teltet, som til dagligt bruges som fjernsyns- og fælles opholdsstue. Der var virkelig godt fremmøde med en kirkegangs procent, der ville få ethvert dansk sogn til at blegne i statistikken.

Mit besøg er et led i den gejstlige betjening i Nordafghanistan, dvs. Feyzabad, Mezar-e-Shariff, Chaghcharan og Kabul. Desværre har der kun været kapacitet til en halvtids tilstedeværelse i området. Jeg bliver i Afghanistan til den 22. marts, men vender tilbage efter pinse for at blive stort set, indtil dette hold slutter sin mission. Efter planen drager jeg videre med min rygsæk den 7. marts til Kabul for at komme med et fly videre til Chaghcharan den 9. marts.

Der synges fra den militære salmebog ved gudstjenesten.

Det har været nogle dejlige dage her i Feyzabad. Utroligt venlige, rare, hjælpsomme og imødekommende soldater, dejligt vejr og storslået natur.

Selv maden har efter sigende været bedre, end den plejer. Apropos mad kom jeg lige til den ugentlige grillaften. Det er altid godt med arrangementer, der kan samle så mange som muligt af det forholdsvise lille kontingent af danskere. Men hellere lille og vågen end stor og doven.