For anker i ørkenen

Af Derek Ian Damgaard, kaptajn, logistikofficer.

Fladt, salt og sandet. Sådan beskriver man bedst turen fra Camp Einherjer til Camp Driftwood i Al Faw, som ligger i det sydligste af Irak, klemt inde mellem bunden af den Persiske Golf og floden Shat Al´ Arab.

Her holder danske soldater fra spejdereskadronen vagt ved Iraks finansielle livsnerve. Ved Al Faw ligger nemlig den sidste kontrolstation for Iraks olieproduktion. Millioner af dollars flyder igennem hver time.

Da vi kun lige har overtaget ansvaret fra briterne, var det vigtigt for den danske bataljons logistikofficer at få syn for vilkårene og de umiddelbare behov for logistisk støtte i området.

Jeg fik derfor plads i en af briternes Land Rovere. Land Roverne skulle eskortere en forsyningskolonne, der skulle hente de sidste briter og deres materiel ud af området og samtidigt levere mad, vand og diesel til de nyankomne danskere.

Turen til Al Faw kan variere fra tre til fire timer ad lange lige veje, som på mange måder minder om de tyske motorveje. Blot er variation lig nul og vedligeholdelsen af vejene ikke eksisterende.

Solen bager ned og kabinen opvarmes også af det elektroniske udstyr. Man priser sig lykkelig for, at der er en åben låge i taget til at sikre køretøjet fra, for de ældre modeller af Land Roverne har ikke aircondition.

Du forventer ikke undervejs at møde en lille olietanker for anker i en ”vandpyt” med kun 30 centimeters dybde og knap to kilometer til vandet. Først tænker du, at du nærmer dig en oliepumpestation, lige indtil man kommer helt tæt på. Stemningsbilledet er ikke til at tage fejl af, og gætterierne om, hvad der er sket, er mangfoldige.

Ørkenskib i sandet.

De danske soldater i Al Faw har fornuftige vilkår. Nu gælder det om får ordentligt fjernsyn og DVD ned sammen med noget kondiudstyr. De har allerede gratis telefon og Internet, en lille lokal shop, de kan købe praktisk taget alt i, bad og toilet, samt to britiske militære kokke, som sørger for dem. Et lille dansk ørkenfort.