Forår i Danmark

Af Thue Raakjær Jensen, feltpræst, fungerende presseofficer

Ja, vejret - det er her, som alle andre steder - alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Vejret til indledning og chefens bemærkninger til slut er det, som omkranser stabens kl. 17.30-møde. Og ingen af delene står til debat.

Solen er så rød mor.

Man oplever hurtigt, at de tegn, vi plejer at kunne tyde på vejret, de gælder ikke her. I Danmark siger vi: aftenrøde giver morgenbløde. Altså går sol ned med en rød himmel, så skulle det betyde regn den næste dag. Sådan er det ikke her. Vi er begyndt at få de flotte røde aftner, men man siger os, at flere skal komme. Det skyldes sandet og støvet i luften.

Derhjemme plejer det også at være sådan, at når vinden kommer fra vest, så er det forholdsvis mildt. Det gælder ikke her. Den mest isnende vind, vi har haft, har været fra vest. Vi mangler Vesterhavet til at mildne vinden.

For øjeblikket er det sådan, at vinden altid er kold. Solen kan være varm - men vinden kold, som den tørre påskeøsten. Det er vel egentlig også den samme vind. Vinden, som kommer fra de store asiatiske vidder. Og her tilmed i 800 meters højde.

Derhjemme gik der rygter om, at det ikke regnede hernede. Det havde det ikke gjort i de sidste syv år. Hold 2 kunne imidlertid fortælle, at det faktisk regnede. Og når man ser på statistikken, kan man læse, at det normalt regner - at vinteren er en form for regntid. Også selvom det ikke giver mange millimeter. Vi har haft dage med regn, og flere har overvejet at sende en klage til Rejsegarantifonden (har man lavet sjov med).
 
Det er sikkert forår her nu. Der kan i hvert fald være temmelig varmt om dagen. Man ser de første bare maver dukke frem, hvis nogen skulle have lidt tid til det. Og der er gang i sol- og aftersun-lotion. Men det er stadig koldt om natten. Faktisk så koldt, at der dannes istapper på loftet i teltenes vindfang.

Ørknen lige udenfor Camp Bastion set fra en Herkules.

Når vi hører ordet ørken, så får vi straks billedet af en ørken som Sahara - altså en ørken, hvor intet gror. Nu er det heller ikke store ting, som gror her, men vi oplever for tiden, at ørkenen faktisk kan have et grønligt skær, når man flyver hen over den. Tæt på viser det sig at være små blomster, som blomstrer i hvidt, blåt og gult.

Ørkenen blomstrer, og når det sker, så varsler det Paradis, siger de gamle legender. Nu er vi i dag selvfølgelig klar over, at ørkenen blomstrer, fordi det har regnet, og inden længe så kan der virkelig intet gro. Men lad det da bare lige nu være et billede og et håb for os. Ørkenen blomster - det varsler bedre tider. Det er det ønske, vi alle har for vores opgave her i Afghanistan.

Køn er den da, den lille ørkenblomst.