Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Jesper Rømer, presseofficer.
Oversergent Morten arbejder i TACP-delingen, og han er udsendt for femte gang, så når han udtaler sig om de internationale missioner missioner, ved han, hvad han taler om. Han har nemlig været udsendt til både Kabul i Afghanistan, Albanien, Kroatien og Cypern før udsendelsen til Helmand-provinsen i Afghanistan i 2007.
Oversergent Morten var glad for at være udsendt til Kabul i Afghanistan i 2004. Han kom ud til befolkningen og var vidt omkring. Jobbet gik blandt andet ud på at være forbindelsesled til det lokale politi og en hurtig udrykningsstyrke sammen med tre andre soldater og en civil tolk.
Den nuværende mission er ikke lige Mortens kop te.
- Helmand er øde og goldt. Det er et sted med plads til forbedringer, siger Morten med et smil.
Der er dog alvor bag ordene, for selv om oversergent Morten sætter pris på, at Camp Bastion er en sikker lejr, så er han ikke glad for de manglende tilbud i lejren. Blandt andet mener Morten, at der burde være bedre muligheder for at dyrke idræt.
- Vi har her i Camp Bastion de samme håndvægte, som vi havde i Kabul. Soldater er interesserede i at holde sig i form, og redskaberne her er trætte og nedslidte, siger Morten.
Når talen falder på TACP og arbejdet i delingen, liver Morten op og fortæller ivrigt.
- TACP er for vildt. Det er godt at få lov til at støtte spejdereskadronen og ørkenholdet. Vi kan fremkalde indtrykket af stor overlegenhed, hvis det er nødvendigt. Vore modstandere kender godt værdien af flystøtte. De holder tit igen, når de ser fly i området, og det hjælper spejdereskadronen og ørkenholdet. Det er godt, at man kan mærke, at man gør en forskel, og at der er brug for os hernede, forklarer Morten.
Oversergent Morten har flere kasketter på i TACP. Han er nemlig vognkommandør og signalbefalingsmand. Morten sørger for, at signalmidlerne virker under alle forhold, og som vognkommandør skal han sørge for, at den pansrede mandskabsvogn er placeret i en ideel position i terrænet, så delingen har optimale arbejdsbetingelser.
- FAC'en er kernen i TACP, og vi er der for at hjælpe ham, siger Morten. FAC står for Forward Air Controller, og det er ham, der er uddannet til at kommunikere med flyene i luften og udpege målene på jorden.
- Det er en dynamisk proces. Vi flytter os i takt med spejdereskadronen og giver FAC'en de bedste arbejdsvilkår. Hvis der er behov for det, kan eskadronchefen anmode om flystøtte, hvis der er kontakt med oprørerne eller kontakt er nært forestående. Vi kalder det TIC, der står for Troops In Contact.
- TACP tilkalder fly og kan "overtale" oprørerne til at holde inde, forklarer Morten, mens de militære forkortelser fyger gennem luften.
Selv om oversergent Morten ikke er så vild med lejren Camp Bastion, så er han anderledes tilfreds med selve jobbet i TACP.
- Det er en spændende mission, når vi er på arbejde, men det er noget skidt, at vi sætter folk til, og at nogle får psykiske efterveer. Vi er et politisk redskab, og når de folkevalgte har sagt, at vi skal sendes ud, hvilket dybest set er fornuftigt, så må vi jo af sted. Vi har opnået resultater, og vi har gjort en forskel. Jeg tror på, at processen med demokratisering er på rette vej, men det tager tid, slutter Morten.
I Camp Bastion er der nok ikke så mange, der er uenige med oversergenten fra TACP i den udtalelse.
Oversergent Morten i sin pansrede mandskabsvogn.