Forbindelserne skal være i orden

CIS-centeret i KAF(Kandahar Air Field) har til opgave, at alt, der har med kommunikation at gøre, bliver oprettet, opretholdt og vedligeholdt.

Vi skal sørge for, at telefoni, mobiltelefoni og internet er tilgængeligt for alle danskere i lejren, som skal bruge det i deres hverdag. Derudover står vi for signaltjenesten mellem os selv, Danmark og de andre missioner i Afghanistan. Den skal opretholdes 24 timer i døgnet. Det betyder, at der skal være mindst en cis-operatør i centeret hele tiden, og vi er fem mand til at varetage denne opgave.

Udover de fem CIS-operatører har vi yderligere to mand i CIS-centeret. Seniorsergent M. Ø. Sørensen, bedre kendt som MØS, som er leder af centeret, og M. Wettendorff, vores IT-tekniker, som står for vores netværk og internetforbindelser.

CIS-centeret blev i sin tid døbt ”Murphy's Castle”, og vi har en plakat, hvorpå der står: "Murphy’s Law - What can go wrong will go wrong!" Den ser på forunderlig vis ud til at forfølge os, da vi er løbet ind i stort set alle de problemer, vi overhovedet kunne løbe ind i.

Der er stadig meget at arbejde på, før alle har den mobildækning, de skal bruge der, hvor de arbejder, og at alle har de telefoner de steder, de skal bruge dem. Efterhånden som  vi arbejder på de forskellige ting og nærmer os en løsning, opstår der ofte et nyt problem: Manglende udstyr, defekt udstyr, defekte kabler, udstyr der ser ud til at virke, men som ikke vil snakke sammen med andet udstyr. Ja, vi har været igennem det hele, og det er på kun halvanden måned.

Og når man så står og kunne bruge den hjælpende hånd, det udstyr man lige står og mangler, eller hvad det nu måtte være, er det, at man indser, at man er 5000 kilometer væk hjemmefra, og at ting tager tid.
Vi nyder dog udfordringen, og alt bliver taget med højt humør, og som vi siger: ”Havde vi ikke alle de problemer, der skulle løses, havde vi ikke meget at lave, og så ville det da blive en kedelig tur og meget lange seks måneder.”

Siden ankomsten hertil har vi haft problemer med vores nødforbindelse, som er en HF-forbindelse direkte til Danmark. Efter adskillige forsøg på at få den til at virke har vi måttet pille vores mast og antenne ned og begyndt at se os om efter noget nyt.
Canadierne stod og skulle kassere en 25 meters mast. Ikke fordi der var noget i vejen med den. De skulle bare ikke bruge den længere. Den fik vi hurtigt fingrene i.

 Så har vi fået tilsendt en antenne fra Camp Bastion. Vi kender naturligvis alle til HF og forventede derfor en antenne på en 2-3 meter, som dem vi kender, så vi blev da noget overraskede, da der dukkede en 6 meter bred 130 kilos antenne op.
Hvis problemet med at sende til Danmark var, at antennen var for lille, er det helt sikkert løst nu. Vi har dog et lille problem tilbage, og det er at få den enorme antenne op i 25 meters højde. Når dette er løst, kan vi dog se frem til, at et af vores mange projekter er bragt til ende.

For at gøre alting lidt nemmere har vi oprettet et lille mobiltelefonnet inde i lejren. Det er småt og dækker kun nogle af de væsentligste områder, men det gør hverdagen lidt nemmere. Når vi er færdige med at udbygge nettet, som for tiden driller os lidt, skulle hovedkvarteret, indkvarteringen og logparken samt en større del af lejren været dækket.

Sideløbende med signaltjenesten og telefonien tager vi del i en masse sideprojekter. Vi har i et stykke tid været i gang med et større projekt med fire telefonbokse til vores velfærdstelefoner. Det har vist sig at være lidt af et projekt, da ingen os er håndværkere. Det skrider dog hurtigt fremad kun afbrudt af mangel på materialer, som til tider kan være svære at opdrive på disse kanter. Vi har dog fået fat på de sidste skruer, bolte og træplader, så vi forventer at kunne gøre projektet færdig inden for ganske kort tid.

Alt i alt har opholdet hernede båret præg af masser af hårdt og udfordrende arbejde, som ikke ser ud til at slippe op lige foreløbig. Og skulle det slippe op, ja så finder vi bare selv på noget.