[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af T. A. Nissen, kaptajn, OO/EO Føringselementet, DANILOG

Da vi startede hernede i oktober 2006 vidste vi, at vi stod over for en stor opgave. Samtidig vidste vi, at det ville tage noget tid, inden vi helt ville have overblik over de mange delopgaver. Imidlertid var vi klar over, at vi ville få meget travlt fra først i januar og frem til flytningen er overstået. Det holder stik!

Jul på fort DLOG
Julen var for Føringselementet (FØELM) er periode på vågeblus. Der blev efterladt en sikkerhedsbesætning på to mand på fortet. Perioden forløb smertefrit. Når der var spørgsmål, der ikke umiddelbart kunne besvares, var der en livline hjem via mail eller telefon.

Den officielle del af julen bestod for FØELM vedkommende i fællesspisning i cafeteriet sammen med resten af det danske kontingent (DANCON). Senere gik turen til Det Nationale Støtteelement (NSE). NSE havde inviteret til deltagelse i deres fælles julearrangement i deres værkstedstelt.

Nytårsaften bestod som juleaften i fællesspisning i cafeteriet, og herefter var vi til fællesarrangement ved NSE som igen tog FØELM under deres vinger, hvilket de skal have stor tak for. Som man jo kunne forvente, når man holder nytår i Irak, måtte man sande, at naboen havde de største raketter. Lidt efter kl. 23 gik turen til beskyttelsesrummet, hvorfra "nytårsraketterne" kunne ses.

Kaptajn af reserven J. Vinneraard og konstabel af reserven J. Vilhelmsen nyder nytårsfyrværkeriet fra en af de opstillede U-bones i FORT DLOG.

Så går det løs
De fleste vil nok foretrække en stille opstart på et nyt år. Sådan er det ikke ved FØELM. De heldige ved FØELM, der kunne holde nytår i Danmark, havde alle billetter til Irak, der kaldte. Et tungt hoved var ingen undskyldning! Inden vi så os om, var vi igen i ilden.

Hurtigt erfarede vi, at ikke alt var som før. Nu kunne man for alvor se, at Camp Danevang var under sammenpakning. Containere, flyttekasser, lastbiler og gaffeltrucks var at se i konstant bevægelse. Vi var klar på vores del af opgaven. Inden længe kom der igen gang i store kolonner af lastbiler, der som pulsslag pumpede materiel og byggematerialer over til den nye lejr.

Besøg hjemmefra
En del af materiellet skal ikke over til den nye lejr, men hjem til Danmark, da der ikke længere er brug for det ved missionen. I den anledning har National støtteenhed Danmark (NSDK) sendt en delegation herned for at sikre, at materielregnskabet stemmer.

Delegationen er ikke en organisatorisk del af FØELM, men da vi alle er fra Det Danske Internationale Logistikcenter (DANILOG) og har behov for en tæt koordination hernede, er vi på det nærmeste smeltet sammen. Det tog dog et døgn ekstra, inden alle fra NSDK var hernede. "Air-bussen" fra Amsterdam havde tekniske problemer, og det kostede et ekstra døgn.

Flyforsinkelse sikrer tårn til museet
Nu er der som bekendt ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget andet. Tøjhusmuseet har længe ønsket at få "Rundetårn", hjem til museet. Tårnet blev første gang opstillet i Camp Eden (2003) og i forbindelse med flytningen til Shaiba Logbase (2004) blev tårnet genopstillet i Camp Danevang.

Hjemtagningen var lige ved at ryge i vasken. På grund af sikkerhedssituationen var det ikke muligt at få folk fra museet til at nedtage tårnet. Men en flyforsinkelse redede tårnet!

Flyforsinkelsen i Amsterdam medførte en dags lediggang for enkelte ved FØELM og NSDK. Da lediggang er roden til alt ondt, gik hele fire kaptajner med historisk interesse i gang med nedtagning af tårnet. Inden dagen var omme og med hjælp fra bataljonen i form af kran og gaffeltruck, var tårnet pakket og klar til at blive transporteret til Danmark.



Nu skal "Rundetårn" hjem til Danmark og på museum.

Jobbet er klaret og alle er glade.

I dag er det Henriks fødselsdag!
Den 9. januar holdt vi fødselsdag for major Henrik Skovhave. Det er aldrig det samme som at holde fødselsdag hjemme hos familien, men når det er sagt, var der både sang, lagkage og fine gaver. Noget kunne tyde på, at Henrik troede, vi havde glemt fødselsdagen. Vanen tro gik vores aftenmøde i gang med en orientering om situationen.

Henrik havde godt nok bemærket, at William og Bruun ikke var mødt op, men det kunne jo ske. Men midt i det hele dukkede de to herre op med både lagkage og gaver. Det gjorde et sådant indtryk på fødselaren, at mødet måtte afbrydes midlertidigt for at synge, spise lagkage og pakke gaver ud.



Der var virkelig én, der blev overrasket midt under aftenmødet…

Snart er FØELM opgave slut
Selv om der er fuld fart på, bliver vi ikke stressede. Planlægning og daglig koordination sikrer, at vi dag for dag kommer tættere og tættere på målet. FØELM er blevet et naturligt omdrejningspunkt for alle aktiviteter omkring lejrflytningen.

At vi nærmer os afslutningen betyder også, at vi nu så småt er i gang med at nedskrive vores erfaringer. Om end alt kører planmæssigt har vi høstet værdifulde erfaringer, der kan bygges videre på.
Holdsammensætningen vil med stor sikkerhed også være en anden næste gang FØELM skal udsendes.

Vores næste nyhedsbrev bliver det sidste. I dette vil vi gøre status for FØELM virke.