[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hændelsen skete i Camp Sparrow Hawk, der ligger ca. 200 kilometer nord for Bashra. Lejren fungerer som træningslejr for 4 irakiske brigade. De multinationale styrker stiller militær træning teams til rådighed for denne træning. Den danske officer tilhører et af disse teams.

Den danske officer opholdte sig i et baderum, da de to mænd, iført irakiske uniformer, kom ind i baderummet. De angreb den danske officer og prøvede at bedøve ham angiveligt med kloroform. Det kom til et voldsomt håndgemæng, hvor det lykkedes den danske officer at vriste sig fri. Gerningsmændene tog derefter flugten i et køretøj. Vagten ved indgangen til lejren forsøgte forgæves at stoppe køretøjet.

Efter det oplyste er de to gerningsmænd efterfølgende blevet anholdt at irakiske Security Forces og er fortsat i deres varetægt.

Den danske officer er blevet tilset af danske læger og har det efter omstændighederne godt. De pårørende er underrettet.

Hærens Operative Kommando vil efterfølgende sikre sig, at der tages kontakt til irakiske myndigheder for at sikre, at de nødvendige retslige skridt vil blive taget mod de formodede kidnappere.