[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj Grøn, presseofficer

Forsvarschef general Jesper Helsø og oberstløjtnant H.-C. Mathiesen, chef for DANCON, på  patrulje i den afghanske ørken.

Forsvarschef, general Jesper Helsø, er i øjeblikket på besøg hos de danske soldater i Afghanistan.

I den forløbne uge har forsvarschefen besøgt de danske soldater i den sydlige del af Afghanistan for at komme tættere på de særlige forhold, som soldaterne opererer under.

Forsvarschefen blev både mødt med personlige beretninger fra soldaternes hårde kampe med Taleban i den nordlige del af Helmand-provinsen og med en opdatering omkring genopbygningsarbejdet længere mod syd i den afghanske udviklingszone.

I Camp Bastion er størstedelen af de danske soldater stationeret, og herfra opererer 2 lette opklaringseskadron og de støttende enheder. Chefen for Det Danske Kontingent (DANCON), oberstløjtnant H.-C. Mathiesen, tog imod delegationen, der foruden general Jesper Helsø også omfattede chefen for operationer i Forsvarskommandoen, generalmajor Henrik Dam, oberst Henrik Sommer fra HOK, der er chef for operationer i Hærens Operative Kommando, samt major Torben Olesen fra Forsvarsministeriet, direktøren for Rigsrevisionen Henrik Otbo og Chargé d Áffaires Jens Haarløv, som repræsenterede den danske ambassade i Kabul.

Kaptajn Peter Bøje (til venstre) orienterer delegationen inden patruljen i den afghanske ørken.

Forsvarschefen og delegationen var på patrulje i den afghanske ørken og fik et indtryk af nogle af de særlige forhold, der gør sig gældende i Afghanistan. Eksempelvis sætter terrænet sine helt egne begrænsninger for operationer og logistik, ligesom det slider voldsomt på materiellet.

Efter et besøg ved hvert af de enkelte specialer i den danske styrke, danske og britiske briefinger og spisning i det britiske feltkøkken samme med de danske soldater, gik turen til velfærdsteltet. Der fik soldaterne en uformel snak med delegationen, og stort og småt blev taget op på tomandshånd. Både om missionen i Afghanistan og om forsvaret i det hele taget.

Inden forsvarschefen og den øvrige delegation rejste videre, blev de danske soldater tildelt NATO-medaljen for deres indsats i Afghanistan.

Kandahar og Lashkar Gah
Før delegationen nåede til Camp Bastion, havde den først besøgt de danske enheder på Kandahar Air Field og i provinshovedstaden Lashkar Gah i Helmand.

I Kandahar sikrer det Nationale Støtteelement (NSE) den krævende logistik til og fra Afghanistan via lufthavnen. Og artilleripejleradar-detachementet, ARTHUR, yder et vigtigt bidrag til beskyttelsen af de danske og udenlandske enheder i det sydlige Afghanistan.

Lashkar Gah huser det danske stabselement, som indgår i det britiske hovedkvarter og de danske soldater, der arbejder med civil-militær-samtænkning (CIMIC) og koordinerer forsvarets bidrag til genopbygningen af den afghanske provins.

Begge steder mødte delegationen de danske soldater og blev briefet om det arbejde, styrken gør for at øge sikkerhed, stabilitet og genopbygning i det sydlige Afghanistan.

Soldaterne fra artilleripejleradar-detachementet i Kandahar opsender vejrballoner for at indhente nødvendige meteorologiske oplysninger.

Forsvarschefen hilser på det danske stabselement og CIMIC-detachementet umiddelbart efter, at de er blevet tildelt NATO-medaljen.