[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jesper Rømer, presseofficer

General Jesper Helsø ankom med fly onsdag eftermiddag. Efter den sædvanlige sikkerhedsbriefing og indkvartering blev der budt velkommen ved oberstløjtnant Jan Grünberger. Sidst på eftermiddagen havde generalen mulighed for at overvære et orienteringsmøde hos Det Danske Kontingent (DANCON).

Aftensmaden blev indtaget sammen med en håndfuld danske soldater i det store engelske spisetelt. Her var der rig mulighed til for personellet og general Helsø at få udvekslet deres respektive meninger om indsatsen i Helmand-provinsen.

General Helsø lytter opmærksomt til de danske soldater.

Tøger Seidenfaden besøgte Camp Bastion sammen med general Helsø. Den ansvarshavende redaktør for Politiken var på en "fact finding" tur for at få indblik i operationerne og det daglige arbejde hos de danske soldater i Danelagen Lines og ude i ørkenen.

Torsdag morgen stod i paradens tegn. Forsvarschefen talte til soldaterne og roste dem for det hårde arbejde, de udfører hver dag. Efter paraden var der iværksat et stramt, men veludført program, og der var meget, der skulle ses på meget kort tid på grund af generalens tidsplan.

To stjerner møder fire: Oberstløjtnant Jan Grünberger og general Jesper Helsø foran hovedkvarteret under forsvarschefens tale til mandskabet.

På sin tur rundt i Danelagen Lines besøgte generalen blandt andet EOD (Explosive Ordnance Disposal: Ammunitionsrydning), logistikdelingen, mekanikere, kommunikationscentret og spejdereskadronen. Efter interesseret at have udvekslet erfaringer med personellet var det tid for forsvarschefen at besøge det britiske felthospital.

 

Forsvarschefen har smidt jakken i varmen, men er stadig i arbejdstøjet: Besøg hos EOD sammen med ansvarshavende redaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden.

En engelsk briefing senere fik Jesper Helsø en snak med de britiske læger, der yderst kompetent har behandlet de sårede danske soldater i Afghanistan. Sygeplejersker og læger spurgte interesseret til de danske soldater, der nu er i Danmark. Det var meget tydeligt at mærke, at patienternes tilstand betød meget for personalet på det britiske felthospital. Forsvarschefen takkede de britiske læger og sygeplejersker for deres flotte behandling af de danske soldater. General Helsø's dybfølte tak til det britiske personale gælder fra os alle her i Danelagen Lines.

Efter rundvisning på det engelske felthospital var det tid til at mødes med den britiske "brigadier" J. G. Lorimer, der er chef for Task Force Helmand og chefen for Camp Bastion, oberstløjtnant Bennett.

Torsdag eftermiddag var forsvarschefens besøg i Helmand-provinsen slut, og general Jesper Helsø satte atter kursen mod de hjemlige himmelstrøg og en arbejdsdag i knap så eksotiske omgivelser i Forsvarskommandoen.