[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Erling Andersen, major, presseofficer.

Forsvarsminister Søren Gade (V) ankom til Pristina Lufthavn i et af flyvevåbnets Challenger fly, og blev her budt velkommen af oberst P. L. Hinrichsen. Herfra gik turen i helikopter til KFOR Hovedkvarteret i Pristina til et besøg ved chefen for KFOR, samt en kort visit hos de danske tjenstgørende i hovedkvarteret.

Efter ca. 45 minutter fortsatte turen i helikopter til et besøg ved chefen for Multinational Task Force North i Camp De Lattre De Tassigny, Novo Selo, samt et kort besøg ved Det Danske Element, som er placeret samme sted.



Ministeren ankommer til COR.

En sidste flyvetur denne dag bragte ministeren med følge på en kort rundtur over en lille del af det danske ansvarsområde. Efter denne lille rundtur landede helikopteren i Camp Olaf Rye (COR), hvor ministeren blev modtaget af en æreskommando opstillet af vores infanterikompagni fra Jydske Dragonregiment.



Æresvagten tager imod Forsvarsminister Søren Gade.

Efter en hurtig indkvartering og omklædning havde ministeren mulighed for at få bataljonens vurdering af situationen og den mulige udvikling i den danske bataljons ansvarsområde.



STCH og sektionscheferne modtager ministeren.

Det næste på programmet var det, vi kalder ”Walk and talk”, hvor ministeren fik mulighed for at se bataljonens evne til at håndtere uroligheder, samt tale med soldaterne.



Stemningsbillede fra Crowd Riot Control (CRC) demo.



Ministeren følger interesseret CRC demonstration.

Aftenens program var planlagt med en tur på skydebanen. Det Nationale Støtte Element (NSE) havde arrangeret en barberque (BBQ) på skydebanen, hvilket gjorde stor lykke blandt deltagerne. Et vellykket arrangement og aftenen sluttede af med at ministeren samt følge skulle med et par af patruljerne fra infanterikompagniet på patrulje i Mitrovica W. Turen gik blandt andet til Austerlitz broen, stedet hvor de voldsomme uroligheder eskalerede i marts 2004.



Ministeren i ”liggende klarstilling” på skydebanen.

Næste morgen var der kaldt til samling i gymnastiksalen, hvor ministeren talte til soldaterne og roste os alle for det store arbejde, vi gør for at bibeholde ”KFOR en succes”. Efter denne lille tale var der igen fastlagt et stramt program – der var meget, der skulle nås på kort tid.

Det første programpunkt var et besøg ved Liaison Monitoring Team 5 (LMT) på deres Field Office i Skenderai, hvor ministeren med følge fik en briefing om opgaverne for LMT i Kosovo.



CH/LMT 5 og tolk klar foran ”field office” til at modtage ministeren.
 
Herefter gik turen til UNMIK hovedkvarter i Pristina til en briefing ved General Steven Schook.  Som det sidste i forbindelse med besøget skulle ministeren mødes med chefen for EU Planning Team, Casper Klynge.

Et kort, men hektisk besøg var slut. Besøget gik rigtig godt, og var en god oplevelse for alle parter. Bataljonen fik gjort opmærksom på sin indsats i Kosovo. Forsvarsministeren Søren Gade takkede igen DANCON for den gode indsats, hvorefter han med følge atter satte kurs mod Danmark.