[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Robert Teddy Jensen, kaptajn

Søndag den 19. august kørte hold 5 hold 4 til lufthavnen. Humøret var højt hos begge hold. Hos hold 4 på grund af den nært foranstående hjemrejse til Danmark og hos hold 5 fordi man nu var klar til at løse opgaverne i det litauiske PRT.

Hold 4 i Chaghcharan på vej hjem ind i en italiensk C-130J Hercules til Kabul, hvor de skal vente et par dage inden hjemrejsen til Danmark.

For de, som ikke har læst så meget om det danske bidrag i Chaghcharan, så består holdet af en militær observatør patrulje samt en række stabsofficerer. Førstnævnte kører rundt i provinsen og skaber kontakt til lokalbefolkningen bl.a. med det formål at identificere udviklingsprojekter som kan bidrage til sikkerheden bl.a. for vore egne soldater samt at indhente informationer om sikkerhedssituationen i provinsen.

Til at gennemføre projektledelsen har vi en såkaldt CIMIC officer, som varetager koordinationen mellem de militært ledede projekter og de øvrige civile projekter i området. Indtil videre har danskere i området stået for opbygning af skoler (til såvel drenge som piger, hvilket ikke er en selvfølge herude), brønde med rent drikkevand, skolebøger og meget, meget mere.

CIMIC officer (civilt-militært samarbejde), Claus B. Truelsen, bliver takket af den lokale Mufti i Ghowr provinsen (den øverste religiøse leder i provinsen) for overdragelsen af 12 højttalersystemer til moskeerne i Saghar og Tulak distrikterne (provinsen er inddelt i ti distrikter, hvoraf Danmark har hovedansvaret for to).

Derudover er den sidste uge gået med en enkelt patrulje sammen med et litauisk hold til den sydlige del af provinsen, bl.a. med det formål at klæde den danske patrulje på til at løse selvstændige opgaver i området.

Vi tilbragte en enkelt dag på ”skydebanen” med bl.a. at indskyde vore våben efter transporten herud fra Danmark. Området, der anvendes som skydebane, er en lille dal lige nord for lejren, hvor der er sikkerhed for, at ingen uvedkommende kan komme i vejen for vore skydninger. Men selvom der var helt tomt, da vi kom, gik der ikke lang tid, før de lokale børn samledes bag os – blot for at vente på, at vi blev færdige, så de kunne få vore afskudte patronhylstre, som tilsyneladende har en vis handelsværdi herude (i form af messing).

Her ses undertegnede under sikring på skydebanen – som det ses, er området meget goldt, men der gror dog noget meget kort græs, som de lokale flittigt samler ind til brænde. Drengen i baggrunden venter på, at vi bliver færdige, så han kan samle vore patronhylstre sammen.

Hold 5 er blevet meget vel modtaget af alle i hele lejren, og vi ser frem til samarbejdet med de mange nationaliteter, som er repræsenteret.

Syv nationer er repræsenteret i Camp Whisky.