Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Erling Andersen, major, presseofficer
Den danske bataljon deltog torsdag sammen med repræsentanter fra dele af staben i en større stabsøvelse. Stabsøvelsen blev gennemført af Multinational Task Force North (MNTF N) i deres hovedkvarter i Novo Selo.
Ud fra mulige opdigtede udviklinger i situationen i Kosovo var det øvelsens formål at koordinere KFOR´s militære indsats med indsatsen fra Kosovo Police Service (KPS) og United Nations Mission In Kosovo Police Force (UNMIKPOL).
Med udgangspunkt i forskellige situationsspil blev der fra henholdsvis KPS, UNMIK og de enkelte bataljoner i MNTF N givet input til, hvordan man hver især kunne bidrage til opgaveløsningen i den specifikke situation.
Øvelsen gav et godt indtryk af hvor kompleks opgaveløsningen i Kosovo er, men den gav især et godt indtryk af, hvor villige alle var til at koordinere med og give støtte til hinanden i de enkelte situationer. Disse gode indtryk, drøftet i en stabsøvelse, skal senere skabe mulighed for, at alle parter gennemfører en koordineret indsats. En indsats, der muligvis skal gennemføres i situationer, hvor man ikke kun skal drøfte tingene ud fra opdigtede situationer, men faktisk skal agere på en situation, der er under udvikling og man vil undgå en unødig eskalering af situationen.
Detailrekognoscering af ansvarsområder
Alle enheder og føringsinstallationer har i denne uge gennemført detailrekognosceringer i respektive ansvarsområder (AOR). Det mekaniserede infanterikompagni (MEKINFKMP) har bl.a. gennemført rekognoscering af Mitrovica. Denne by er bygget op omkring et stort industri-kompleks, som er anlagt omkring en mine. Hele komplekset kaldes Trepca-værket, og beskæftigede tidligere ca. 30.000 mennesker.
I Mitrovica bor både Kosovo-albanere og -serbere, og byen har derfor i perioder været præget af voldsomme uroligheder, hvor de to etniske grupper har kæmpet for at bevare så store dele af byen som muligt. Situationen har været rolig siden 2004, hvilket også prægede denne tur. Vi kunne se alle interessante områder i ro og fred, heriblandt området kaldet Tre Tårne, som består af tre høje bolig-kareer i beton, hvor Kosovo-albanere og -serbere bor blandet. Her koordinerede vi bl.a. med en dansk politibetjent, som har arbejdet i Kosovo i ni måneder.
Koordination med dansk politibetjent i boligkvarter.
Vi interesserer os meget for Mitrovica, fordi det ofte er her, urolighederne er mest voldsomme i vores del af Kosovo. Efter rekognosceringen er vi klar til at forstærke andre KFOR-enhederne i Mitrovica.
Vigtige punkter udpeges.
CIMIC en vigtig brik i succesen
Efter en veloverstået overdragelse fra hold 16, er det nu tid til at komme i gang med det civile-militære samarbejde (CIMIC) med de lokale i Den Danske Bataljons (DANBN) ansvarsområde i Kosovo. Der har fra starten været mange projekter. DANBN hold 17 har de første 11 dage registreret 25 projekter indenfor næsten alle projektkategorier.
De væsentligste projektkategorier omhandler følgende:
Den danske bataljon ønsker at bibringe befolkningen en forståelse af, at de har et medansvar for udarbejdelse af et givet projekt, bl.a. ved at lade befolkningen tage aktiv del i den praktiske udførelse. Bataljon prioriterer for nærværende vand- og sanitetsprojekter, der kan komme flest mulige personer til gavn, ligesom forhold, der kan forbedre situationen for de yngste generationer, herunder skoleforhold har bataljonens bevågenhed. Skolen starter i øvrigt 3. september.
Uanset, hvor vi kommer, bliver vi budt velkommen af meget gæstfrie mennesker.
På grund af den megen tørke i området, hvor temperaturen i en lang periode har været omkring 40 graders celsius, er der dagligt flere mark- og skovbrande. Derfor har DANBN ligeledes prioriteret reparation af de få slukningskøretøjer, de lokale har i området, således at de i størst mulig udstrækning kan klare sig selv. Et af projekterne, som chefen for CIMIC ser på, er et pumpehusprojekt med den lokale talsmand, hvor pumperne i det kommende pumpehus skal bringe vandet op i 775 meters højde til gavn for ca.1100 personer.
Klar til at "tage pulsen" på Kosovo
Liaison and Monitoring teams (LMT) ), hold 17 nu klar til at løse opgaven i Kosovo. Holdenes opgave er at "tage pulsen" på Kosovo, hvilket bl.a. udføres ved at have en snæver kontakt til lokalbefolkningen i den danske bataljons ansvarsområde for derved at registrere evt. ændringer i "normalbilledet". LMT kan derved støtte KFOR i løsning af den overordnede opgave med at sikre befolkningen, at hverdagen kan foregå i et sikkert og trygt miljø.
På trods af uddannelsens intensitet hjemme i Varde forud for rotation og overdragelse i missionsområdet er der mange ting at lære endnu. De første 14 dage er derfor gået med at opsøge vores lokale kontaktpersoner, som typisk er myndighedspersoner (folkevalgte, politi, skole- og hospitalsvæsen) samt talsmænd for landsbysamfund. Herudover har vi et snævert samarbejde med bl.a. FN-relaterede organisationer, som arbejder i Kosovo.
Liaison Monitor Team udleverer skolematerialer til de glade børn.
Efter 14 dage i Kosovo ser de to LMT hold endnu mere frem til en spændende periode, hvor de gennem interessante og varierede opgaver er med til at viderebringe KFOR succes'en.
Besøg af den indkomne Stab Multinational Task Force - Nord (ST/MNTF-N)
Staben der skal afløse den nuværende ST/MNTC-N kom under deres rekognoscering forud for overtagelsen på besøg i DANBN, hvilket blev vores første officielle besøg. Delegationen bestod af den kommende chef, general Jumelet, stabschefen og tre stabsofficerer, samt den nye kompagnichef for det franske kompagni, som er underlagt DANBN.
CH/DANBN fører delegationen fra vagten til briefingrum.
CH/DANBN gav først en kort briefing om situationen, opgaverne, DANBN kapaciteter og den mulige fremtid i DANBN ansvarsområde.
Efter briefingen var der tid til en "Walk and talk" i lejren, hvor stabskompagniet fremviste en SISU ambulance, vores bjærgningskøretøjer og vandvogn. Der blev desuden gennemført en demonstration af rydning af en vejspærring med en læssemaskine (Den militære udgave af en gummiged).
Ved det mekaniserede infanterikompagni blev der gennemført Crowd Riot Control (CRC) demonstration med deltagelse af militærpolitiet, som assisterede med anholdelse af en demonstrant. Den estiske deling var indsat som demonstranter, og havde, med baggrund i deres ekspertise og ikke mindst størrelse, fået ordre på at "tabe" kampen.
Imponeret delegation drøfter CRC demo ivrigt.
Efter en succesfuld indsættelse af den mekaniserede infanteridelings PMV'er (pansrede mandskabsvogne), blev de demonstrerende estere dog slået tilbage og demonstrationen var opløst.
Mens infanteristerne pustede ud, fremviste den estiske deling deres udstyr, som er en blanding mellem dansk og estisk materiel.
Staben fra MNTF-C sluttede af med at tale med soldaterne om deres udstyr og anvendelsen af dette.
CH/DANBN fulgte herefter den sluttede kreds til klosteret i Devic, hvor der blev serveret dansk "feltfrokost" og gennemført rekognosceringer, inden den franske stab skulle videre og møde andre af deres kommende samarbejdspartnere.
Den gode stemning, som prægede besøget, efterlod os med en god fornemmelse af, at det også bliver et godt samarbejde mellem DANBN og den nye MNTF-N. Der blev stillet meget relevante og specifikke spørgsmål under besøget, men der var også god plads til humor.