Hjælp til selvhjælp for den Irakiske hær

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Lasse Nelson, presseofficer

20 stolte og glade irakiske soldater står og tripper på gangen foran briefingrummet i den danske lejr Camp Einherjer. De har dagen før afsluttet en to dage lang eksamen, og de skal nu modtage et diplom af Den Danske Bataljon som tegn på, at de kan kalde sig for instruktører. Som nyudklækkede instruktører skal de fremover selv uddanne de irakiske soldater og enheder.

"Jeg lovede Jer en flot gave, når I havde bestået kurset. Men I må nøjes med en cola!".

Det blev de sidste ord, som seniorsergent Allan von Holst Sander sagde til de nyudnævnte instruktører. Det var egentlig tænkt som en joke og gentagelse af en central læresætning blandt danske soldater; intet er sikkert, før det sker!

Ordene afstedkommer små smil på læberne blandt de andre danske soldater i briefingrummet, for det er ikke første gang, at de opbyggede forventninger hos irakerne ikke indfries. Det er en metode til lære soldaterne, at det ikke altid går, som man har planlagt eller håbet. En af de irakiske befalingsmænd springer straks op af stolen for at redde Allan ud af hans tilsyneladende forlegenhed, og siger:

- Mr. Allan, jeg vil gerne sige dig tusind tak. Den største gave, som vi kunne ønske os, har vi allerede fået med dette kursus. På vegne af os alle, siger jeg tusind tak.

Alle de andre irakiske soldater nikker samtykkende og ser eftertænksomme ud.

Situationen beskriver meget godt de sidste to dage, hvor de irakiske soldater har lagt ryg til danske træningsmetoder, som de ikke helt forstod i starten, men alligevel har været gode til at omsætte til noget brugbart i Irak. De lærte, at der står en stor udfordring foran dem, hvilket den danske stabschef oberstløjtnant Kim Schmidt heller ikke undlod at gør opmærksom på, da han udlevede diplomer for velgennemført eksamen.

Særligt i Basra provinsen kan man få en ide om, hvor enorm stor Saddam Husseins krigsmaskine var. Øst for Tigrisfloden finder man tusindvis af ødelagte panserkøretøjer - primært fra Iran-Irak krigen tilbage i 80'erne. På den anden side af Tigris ses efterladte og ødelagte panserformationer fra Golfkrigene i 1991 og 2003.

Den irakiske hær gik i opløsning
Saddam Husseins elitestyrke, Republikaner Garden er i dag historie. Garden er en afdød dinosaurus, som andre lande i Mellemøsten frygtede og mente, var den bedst udrustede krigsmaskine i regionen. Nutidens irakiske hær mangler ressourcer. Våben, køretøjer, radioer, ammunition, kaserner og meget andet, før de på en dansk målestok vil kunne komme bare halvvejs. Men de er godt på vej.

Der bliver købt nye køretøjer til den irakiske hær. I den tidligere danske lejr, Camp Danevang, står de klar til indsættelse.

Danskerne kan ved første øjekast godt vrænge lidt på næsen af deres irakiske kolleger, for de ser spøjse ud i deres uniformer, støvler/sko og hovedpåklædning, som mere ligner et scoop fra et restlagersalg. Irakernes ønske om at se smarte ud med guldure, solbriller, den obligatoriske mobiltelefon klar i den ene hånd og en gammel Kalashnikov riffel i den anden, står i skærende kontrast til den danske soldat.

Danskerne kan overleve i alle klimaer med deres uniformssystem, oplyse tiden i 24 forskellige tidszoner på deres jordskælvssikrede ure og andet soldatergrej, som flere vestlige soldater allerede kikker langt efter. Efter det første møde blev skepsisen hos danskerne erstattet af overraskelse over irakernes iver og evne til at lære. Det bliver siden udtrykt i håb og tro på, at irakerne snart kan overtage sikkerhedsopgaverne i deres eget land.

Containerne bagest i billedet er simpelt og billigt indrettet som nærkamphus, hvor irakerne for første gang prøver kræfter med kamp i lukkede rum. Her får de instruktioner før øvelsen.

Den danske bataljon har gennem de sidste fire år taget ansvar for opgaven med træning af irakiske soldater. Det er blevet til flere tusinde mand under våben, som har lært nye metoder og blevet væsentlig bedre til håndværket. Træningen strakte sig fra de mindre emner, som den enkelte soldat skal beherske, til uddannelse af større enheder og deres evne til at samarbejde.

Mange af disse soldater og enheder er siden flyttet til mere urolige steder i Irak, hvor de i dag løser de sikkerhedsopgaver, som udstedes fra en national kommando. Basra provinsen har længe virket som reden, hvor de kunne udvikle sig og blive stærke nok til at beskytte sig selv og folket ved at tage kampen op med de militante grupperinger, som forsøger at destabilisere Irak.

Instruktørkursus
Da Statsministeriet i februar meddelte, at Danmark ville hjemtage de ca. 450 soldater fra Basra provinsen, fik major Claus Johansens arbejde ved Den Danske Bataljon pludselig helt nye og større mål. Claus er chef for den sektion, der har ansvaret for at uddanne irakiske enheder. Han har derfor dagligt kontakt til de irakiske soldater i det danske ansvarsområde, så han vidste godt, hvad der var brug for.

Ruinerne af den gamle kontroltårnsbygning blev kulisse, da der skulle trænes kamp i by. Det er en uhyre svær fysisk og psykisk krævende kamp, som først skulle øves på åben jord, hvor blå markeringsstrimmel udgjorde husets plantegning.

Claus skulle gå i spidsen for opstilling af en pulje med irakiske instruktører, som selv kunne tage handsken op og videreføre uddannelsen af de kommende soldater. Irakerne skulle være selvhjulpne, når de danske styrker en dag i august for sidste gang ruller over grænsen til Kuwait. Også selv om de britiske koalitionspartnere bliver og fortsætter med træningen i nogen tid endnu.

De praktiske hjælpere fandt Claus Johansen indenfor bataljonens egne rækker, hvor de danske Jenser trådte til, og hver især bidrog med deres viden og færdigheder - uanset om det var sanitetsfolk, infanterister, spejdere, logistikere, mekanikere eller andre specialister.

 

En irakisk soldat løber i tre meters højde, på det som oprindeligt er tænkt som en beskyttelsesvold. Trådkurvene manglede en halv meter jord for at være fyldt med sand, så soldaterne skulle faktisk løbe "rejehop" fra kurv til kurv. Det krævede motorik og fysik.

Instruktørkursus var overbygning til den tidligere uddannelse og træning af irakerne, så emnerne var mange. Fysisk træning gør man ikke meget ud af i den irakiske hær, så den indlagte forhindringsbane blev imødeset med en blanding af vantro og bekymring af irakerne. Banen var ond - sådan én af slagsen, som giver metal- og blodsmag i munden bagefter.

For at tænde op under irakerne skulle de konkurrere med en dansk gruppe soldater, som i starten var rimelig kække og skrydende i deres attitude. Men danskerne fik kamp til stregen, da irakernes kampgejst overraskede. I et sandt raserianfald forcerede de banen, som snoede sig gennem de ruinlagte bygninger og kontroltårnet på den tidligere luftbase.

På dagens varmeste tidspunkt sprang soldaterne gennem vinduer, ud og ind af huller i murene, op og ned ad trapper med en såret kammerat på ryggen. Med et galopperende pulsslag fortsatte de med balanceløb i tre meters højde og skub og træk af tre tons bil sendte smertesignaler fra musklerne. Håndgranatkast, hop op, fald ned, kravl, sprint og anden god træning blandt murbrokker og fint sandstøv, gav sved på panden. Irakerne gik faktisk så meget op det, at tre af dem under farten lige måtte stikke hoved ud til siden og "ofre frokosten".

- De går sgu til stålet!, sagde en af danskerne. Han lød lettere bekymret - nok fordi hans gruppe skulle være den næste på banen.

Irakiske soldater sikrer sig mod snigskytter, da de stormer ind i huset for at fange en modstander.

Sergent Claus Lindegaard sagde efter instruktørkurset:

- Den ildhu og motivation, som de lagde for dagen, dét imponerede mig. Med mit nordjyske sind in mente vil jeg sige, at det var tilfredsstillende!.

Konstabel Lasse Skoubo var enig, da han skulle sætte ord på hans arbejde med irakerne:

- Det var en god oplevelse. De har styr på det, de lærer. De var positive, de gjorde det godt. Flot arbejde!.

At kursus var en succes, beviste irakerne faktisk selv et par uger senere, da instruktørerne gennemførte uddannelse af deres egne soldater ved brug af danske undervisningsmetoder, taktik og teknik.

Fremtidens hær i Irak
Siden statuen af Saddam Hussein blev væltet i Bagdads centrum 9. april 2003, har de multinationale styrker, og heriblandt det danske bidrag, lagt stor energi og mange ressourcer i at uddanne en ny irakisk hær, som i dag tæller flere end 300.000 mand.

Major Claus Johansen (tv) og seniorsergent Allan von Holst Sander (th) flankerer deres irakiske officerskollega Hussein fra den bataljon, som hold-9 har uddannet fra grunden af.

Det danske hold-9, som trækkes ud til august, har rent faktisk stået fadder til opstilling af en irakisk bataljon, som senest blev indsat i forbindelse med de sekteriske uroligheder i Basra efter totalødelæggelsen af en sunni-muslimsk moske 16. juni 2007 syd for de danske styrkers ansvarsområde. Det blev et vendepunkt for enheden, som viste, at de godt kunne klare de nationale problemer, uden at danskerne holdt dem i hånden.

- Det er i al beskedenhed en flot præstation, at hold-9 har uddannet mere end 300 mand, som kan samarbejde og løse så svære opgaver, og det sætter irakerne stor pris på. Det skal vores egne soldater have stor kredit for, siger major Claus Johansen.