Hjælp ved færdelsuheld

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Rasmus, næstkommanderende i Military Observer Team, Hold D.

Så er det være tid til endnu en lille opdatering af, hvad vi laver herude. Vi er jo et meget lille hold danskere og skal selv stå for stort set alt, så det kan knibe med tiden til også at få skrevet breve som dette. Vi beklager.

Alt i alt går det os godt. Vi kan efterhånden se enden på vores tur, og den har så vidt været rigtig god.

De fleste dage går med patruljer i vore tre distrikter, og det tager megen tid at komme rundt, da vejene de fleste steder er utrolig dårlige. Når vi så ikke kører, bliver det meste af tiden brugt på at skrive rapporter om turen og vedligeholde bilerne efter det hårde slid.
Turene er fyldt med oplevelser, gode som dårlige, og man møder mange forskellige mennesker.

The efter middagen hos en lokal, tidligere krigsherre.

Tidligere krigsherrer og deres kommandører er blandt de regelmæssige kontakter, og er der nogle, der ved, hvad bjerge og bakker skjuler, så er det dem. Vi har fået lokket et par enkelte gemmer ud af dem, men ved samtidig også, at det stadig blot er toppen af isbjerget, og at det, de beslutter sig for at fortælle os om, er de ting, de alligevel ikke rigtig kan bruge til noget.
Der er dog fortsat god fred og ro i vore distrikter, og vi færdes trygt derude.

Thue har fundet sit næste gaveønske – en luftværnskanon.

Af de mere kedelige oplevelser kom vi for en uge siden til et trafikuheld, som netop var sket på Route 5. En lastbil læsset med får var væltet oveni en personbil. Får og mennesker løb i vild forvirring omkring ulykkesstedet, og personbilen var totalt knust. Det viste sig, at der sad en mand og to børn i bilen, så vi besluttede os for at hjælpe, så godt vi nu kunne.

Da lastbilen endelig blev løftet væk, kunne vi se de tilskadekomne. Det stod hurtigt klart, at der ikke var meget håb for nogle af dem, men det til trods gik Brian, vores primære MEDIC, i gang med at kontrollere for vejrtrækning, puls og øvrige livstegn. Der var dog ikke rigtig nogle tegn.

En lille pige havde utroligt svage livstegn, og vi fik hende ud af bilen, op på en båre og evakueret med en civil bil. På intet tidspunkt så vi en ambulance, og da politiet endelig dukkede op, var de fra et andet distrikt, og de skulle overtales til at tage affære.
Føreren af bilen og en mindre dreng, der var passager, var begge blevet knust af den væltede lastbil, og dem kunne vi intet gøre for.

En utrolig trist oplevelse, som vi dog trods alt var glade fo,r at vi engagerede os i - i stedet for blot at køre forbi. Afghanerne tog det også meget positivt, at vi gjorde et forsøg.

Med sådan en færdselskultur kan det ikke undre, at det af og til går galt.

Eller at noget vælter.

Den sidste uges tid er gået med en patrulje til vores sydligste distrikt, hvor vi havde et svensk EOD hold (ammunitionsryddere) med for at bortsprænge efterladte våben og ammunition. Vi havde tidligere fået forevist nogle gamle kampstillinger og depoter, og nu skulle vi så sørge for, at det blev fjernet.

Det var en god tur. De svenske EOD’ere er nogle herlige og professionelle ”grabbar”, og de syntes, det var pragtfuldt at komme med os i bjergene i stedet for at rydde små-fund i og omkring Mazar-e-Sharif.

Dansk MOT og svensk EOD i overnatningsområde i bjergene.

Blandt gemmerne var der både mortergranater, helikopter raketter, utallige mindre granater og maskinkanon ammunition, tre BM-21 raketter og en 105 mm kanon.
Det blev til nogle imponerende eksplosioner, hvilket jo altid er en fornøjelse, så længe man er på sikker afstand af løjerne.

En stilling med BM-21 raketter, en kanon og meget mere forsvinder for øjnene af os.

Efter eksplosionen – der er ikke noget som helst brugbart tilbage.

Brian og Anders besigtiger skaderne på kanonløbet.

Hav det rigtig godt derhjemme, vi ses snart.
Hilsen fra MOT Hold D – på toppen af verden.
Udsigten er bedre end fra kanten.