[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af oberstløjtnant Jess N. Rasmussen, Hærens Operative Kommando.

Den danske bataljon i Irak er sammen med personel fra Det Danske Internationale Logistik Center i Vordingborg travlt beskæftiget med at nedbryde Camp Einherjer i den sydlige del af Irak, pakke materiellet i containere, så det kan blive sendt direkte til den kommende bruger i Danmark, samt få containere og køretøjer transporteret til Kuwait.

Arbejdet går over alt forventning, og meget tyder på, at det vil være muligt at få en stor del af soldaterne hjem tidligere end planlagt.

Afslutningen af opgaverne i Irak er en stor og kompleks udfordring, som bliver gennemført i nogle overordnede faser.

Slut med operationer
Først er der afslutningen af operationer og genopbygningsindsatsen, idet ansvarsområdet og opgaverne er overdraget til englænderne. Afslutning af de operative opgaver er naturligvis en forudsætning for, at man kan begynde at nedbryde lejren og pakke materiellet. Samtidig medfører afslutningen af de operative opgaver, at en stor del af soldaterne kan sendes hjem, idet der ikke længere er behov for dem. Det er derfor, at medierne i disse dage kan melde om et større antal soldater i Kuwait på vej hjem til Danmark.

Nedbrydning af lejren
Sideløbende med afslutning af operationerne er der iværksat en nedbrydning af lejren og en pakning af materiellet i containere. Indledningsvis har man alene kunnet pakke de reservebeholdninger, man råder over, men i takt med at de operative opgaver er overdraget til englænderne, har man kunne tage fat på alle de dele, som ikke skal overdrages til vores kolleger fra Flyvevåbnet. (De vil i løbet af kort tid være operative med deres helikopterdetachement).

Denne del af opgaven er kommet rigtig godt i gang som følge af en fantastisk målrettet indsats fra de udsendte soldater samt en god og effektiv tilrettelæggelse og styring. Udover at nedbrydning og pakning af materiellet går hurtige end forventet, så er det også lykkedes at pakke materiellet i færre containere end planlagt, og dermed reduceres behovet for transporter.

Transporten
I takt med, at materiellet er blevet pakket, sendes det i store kolonner ad landevejen til Kuwait. Transporten gennem Irak kræver selvfølgelig beskyttelse mod angreb, og derfor ligger det i planlægningen, at der gennemføres færrest mulige kolonner, så soldaterne og materiellet udsættes for den mindst mulige risiko.
En stor del af transporterne er allerede gennemført uden problemer, og da mængden af containere er blevet reduceret, er behovet for transporter blevet reduceret med ca. 20 procent.

Med skib
Når alt materiellet er i Kuwait, vil det blive sejlet til Danmark af Søværnet, mens personellet løbende bliver fløjet hjem i takt med, at de har afsluttet deres opgaver.

God nyhed
Det skal afsluttende bemærkes, at den store logistiske opgave med at hjemtage de danske soldater ikke er afsluttet, og heller ikke bliver det de nærmeste dage. Den endelige afvikling følger stort set den oprindelige tidsplan, men meget tyder på, at det lykkes at få flere soldater tidligere ud af Irak og dermed også tidligere hjem til Danmark end oprindeligt forudset. Det er jo sikkert en rigtig god nyhed for soldaterne og for de pårørende, som vil blive orienteret af soldaterne om hjemkomsttidspunkter.