Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Nicolas T. Veicherts, chef, oberstløjtnant
Pigerne på Mukfi High School foran der ny computere.
Mukfi High School er en pigeskole med ca. 2500 elever, der undervises i flere hold. Skolen er en slidt gammel skole, der ligger midt i Feyzabads gamle bydel. På skolen har vi gennemført et antal samtænkningsprojekter, hvor vi for "udenrigsministeriets penge" blandt andet har renoveret både klasselokaler og murværk.
CIMIC-officeren fra hold 5, major Franzmann, taler med et par af skolens betroede mænd.
Derfor kender vi skolen godt, og det var derfor naturligt at vælge den, da vi omkring nytår besluttede os for at lave vores eget lille projekt. Projektet blev dog ikke helt så lille, da det, via en indsamlingsammunitionskasse i Camp Odin og ved familie og venners hjælp hjemme i Danmark, lykkedes at samle næsten 30.000 kr. ind.
Løjtnant Marketa, konstabel Roi samt overkonstabel O. D. foran nogle af biblioteksbøgerne.
For pengene har vi købt otte brugte computere samt et mindre bibliotek med bøger og reoler og hvad dertil hører. I tirsdags blev det overdraget ved en lille ceremoni på skolen. Da skolen for tiden er lukket, var kun få af pigerne til stede - og de var meget generte. Ikke mindst, da vi flere gange "meget pædagogisk" opfordrede dem til at fortælle, hvorfor det er vigtigt at gå i skole. De tøede dog en smule op undervejs, men ikke meget.
Kulturen tillader ikke, at pigerne taler direkte til mænd. Ingen bar dog burka. Den tager de først på, når de forlader skolen. Vi kunne derfor ved selvsyn konstatere, at kvinderne under burkaerne ligner alle andre piger og kvinder. Måske lidt mere farvestrålende og sminkede, end vi er vant til.
En enkelt soldat havde dog pigernes interesse, og det var løjtnant Marketa Burianova fra Tjekkiet, som vi havde overtalt til at tage med. Det blev dog ikke ved det. Konstabel Roi havde nemlig fødselsdag, og det valgte vi at fejre med den gode gamle "I dag er det Rois fødselsdag…".
Pigerne sang af gode grunde ikke med, men Roi fik bagefter en Marsbar i gave af en af pigerne. Som Roi selv siger; en af de bedste fødselsdagsgaver, som han har fået. Med tanke for priser og fattigdom herude nok ikke helt ved siden af.
Hold 4 og pigerne samlet foran Mukfi High School. Bemærk konstabel Rois Marsbar.
Vi vil her gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle de familie og venner, der støttede vores indsamling.
…og så kom hold 5 - for tidligt!
Allerede da vi tog ud på skolen havde vi hørt et rygte om, at hold 5 ville komme en dag for tidligt. Med de erfaringer, vi har med fly til og fra Feyzabad, var det dog ikke et rygte, som vi tillagde den helt store vægt. Vi havde derfor planlagt eftermiddagen til at gennemføre den sidste klargøring til hold 5´s ankomst den følgende dag.
Sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Faktisk måtte vi køre direkte fra Feyzabad by og ud i lufthavnen, hvor det tyske kontingent havde gjort klar til at tage imod den danske Hercules. Og 1-2-3 så stod hold 5 i Feyzabad. På den ene side vildt fedt - og på den anden side lidt stressende, når nu vi havde planlagt på dagen efter.
Mest overraskede blev vi dog, da vi hørte, at hold 5 var taget fra Danmark mindre end et døgn før ankomsten i Feyzabad.
Vi fik dog hurtigt ændret programmet, og de næste fire dage kom det til at gå rigtig stærkt. Først med træning inde i lejren, for på den måde at overdrage vores seneste erfaringer til hold 5 - og for at hold 5 lige kunne vænne sig til miljøet herude. Og dernæst på patrulje i to dage til Eshkashem, Zibak, Varduj og Shuhada. Hold 5 styrede patruljerne med vore MOT-førere som rådgivere. Vejret viste sig fra sin bedste side, så der blev god mulighed for at overdrage erfaringer inklusive et par lokale kontakter.
Lørdag gennemførte vi et stort fælles grill-arrangement, og søndag stod vi klar til parade kl. 10. Her fik oberstløjtnant S. S. Jensen overdraget kommandoen, og efter et par hektiske timer med den sidste overdragelse kunne resterne af hold 4 flyve til Kabul. Her venter vi nu på den flyver, der forhåbentlig tirsdag transporterer os til Danmark. Tiden føles lidt lang og fyldes ud med shopping i de mange soldaterforretninger i lufthavnen.
Den tyske oberst Schwitalla holder tale for de to danske hold.
Vores allersidste nyhedsbrev sender vi i næste uge, når aflevering og debriefinger i Varde er ved at være klaret - og så er det for alvor godnat med PRT Feyzabad, hold 4. Faktisk så meget, at det ikke kan vare længe, før vi på HOK´s hjemmeside konkurrerer med hold 5 om nyhederne.