Hvid jul og vandkraftværker

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jesper, major, CIMIC-officer

I et af de forrige nyhedsbreve fra Chaghcharan spurgte Martin (O), om det mon blev hvid jul i Chaghcharan, og det kan vi nu bekræfte med et JA. Julemorgen lagde et tykt lag sne sig over lejren, som ellers lige var blevet omdannet til et muddersøle efter et par dage med tø. Nysneen blev fulgt af hård frost og temperaturen nåede 2. juledag ned på -27 grader.

Indenfor i vore store otte-mandstelte kan vi dog sagtens holde varmen, ja her er ind i mellem nærmest tropisk varme, når fyret hidser sig op. Undtagelsen er når fyret får funktionsfejl, som oftest sker midt om natten. Mine to danske kolleger har gode sovehjerter, hvilket medfører, at det altid er CIMIC-officeren (civilt-militært samarbejde), som må opleve det kolde gys ved at traske op til camp’ens operationscenter for at melde fejl på fyret.

Da vores patrulje og Martin (E) fra staben holder leave og jul derhjemme, var der ikke lagt op til det helt store juleaftensarrangement i danskerkolonien. Specielt ikke, når litauerne som katolikker kun spiser fisk den 24. december. Ikke lige hvad vi danske er vant til hjemmefra, men Sven, Martin og jeg fik overtalt cafeteriabestyreren til at diske op med en alternativ menu for de danske protestanter. Krabbekløer til forret, spareribs og kalkunsteg som hovedret og frugt, is og kage som dessert.

For at forstærke tre-mandsholdet en smule, havde vi inviteret vore amerikanske teltfæller (to civile fra det amerikanske udenrigsministerium) med til bords, så de ikke skulle fejre aftenen alene. Juletræet havde vi fået placeret uden for teltet, så dansen blev udsat til næste år, men Sven læste juleevangeliet højt for alle (på dansk).

Tænk sig, helt herude i ødemarken genfandt vi vor tabte barnetro: Julemanden eksisterer virkelig! Julemorgen kunne vi konstatere, at han naturligvis godt ved hvor Chaghcharan ligger, for på fodgærdet af hver seng hang en fin julesok fyldt op med slik og gaver – Mmmmm. Til frokost havde cafeteriet overgået sig selv endnu en gang. Billederne taler for sig selv, både mad og udsmykning var helt utroligt.

Hans og Grethes hus i Afghanistan.

At fejre julen uden for Danmark er altid en speciel oplevelse på både godt og mindre godt. Det kan ikke undgås, at man som udsendt savner sin familie derhjemme, og at familien har det på samme måde. Netop i juledagene, hvor man normalt hygger sig sammen med nærmeste familie og venner, er det kun naturligt og menneskeligt, at der bliver knebet en tåre og givet et snøft, når man ringer hjem til sine kære.

Men hold ud, alle har det godt, selv om vi er langt ude i ødemarken. Der er i skrivende stund kun omkring syv uger tilbage, til vi atter er hjemme i Danmark.

Jamen er alt da gået op i jul, derude i Afghanistans bjerge? Nej ikke på CIMIC-fronten! Vi pukler løs med at tilse de igangsatte projekter som gerne skulle bringe Ghowr-provinsen lidt længere frem på tidslinien. I efteråret modtog vi en pæn sum penge fra Litauen med krav om, at de skulle være forbrugt inden nytår, og i huj og hast fik vi fundet vore projekt-ønskesedler frem af skufferne.

Projekterne omfatter blandt andet forsøgsprojekter med fem Low-cost skoler, der som navnet siger, er ganske billige at bygge. Dette skyldes, at arbejdskraft, sten og sand (som findes i rige mængder) stilles frit til rådighed af landsbyboerne, og kun byggematerialer som cement og tømmer og lidt konsulentbistand betales af PRT’et (Provincial Reconstruction Team).

Disse skoler er måske lidt primitive, men da de erstatter teltskoler, som kun kan benyttes i den varme tid, er det alligevel et stort fremskridt for børnene. Det er næste år planen at bygge et stort antal af denne type skoler overalt i provinsen.

Low-cost skole

Videre har vi næsten færdiggjort to minivandkraftværker, som kan levere strøm til de nærmest liggende landsbyer. Her er også tale om forsøgsprojekter, hvor landsbyboerne selv leverer arbejdskraften. Det er planen, at de to kraftværker skal indvies i starten af januar 2007, og landsbyboerne glæder sig meget til at kunne få lys i hjemmet ved at tænde for en kontakt og ikke mindst til at se TV.

Da nyhedsformidling herude i bjergene er sparsom og ensidig, er det et vigtigt skridt at kunne se nyheder fra nær og fjern. Bliver forsøget en succes, vil PRT’et bygge 12-15 minivandkraftværker i løbet af de næste par år. Jeg vil berette lidt mere om projekterne i et kommende ugebrev.

Minivandkraftværk.

Når dette læses er nytåret allerede skudt ind, og jeg vil slutte ugens beretning af med, på Chaghcharan-holdets vegne, at ønske familier, venner og kolleger en glædelig jul og et godt nytår.