[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mens blæsten rev i trætoppene og "generalens festfanfare" blæstes som hyldest til generalmajor F. A. von Schleppegrell i anledning af 215 års dagen for hans fødsel, hyldede en lille flok af civile og militærpersoner torsdag tre unge militærpolitisergenter for den uselviske dåd, de udøvede for snart et år siden, da deres militære konvoj i Irak blev ramt af en vejsidebombe.

De tre sergenter, C. Svendsen, Nørresundby, M. D. Berg, Kolind, og M. K. Ovesen, Store Heddinge, fik tildelt generalmajorens mindelegat, og højtideligheden fandt traditionen tro sted i Kildeparken i Aalborg ved foden af statuen af den navnkundige generalmajor.

Både formanden for mindelegatets bestyrelse, pensioneret oberst Orla C. Kops, og Aalborgs garnisonskommandant, oberst Chr. Mollerup Schmidt, holdt tale og nedlagde kranse ved mindesmærket. I højtideligheden deltog også en fanekommando fra bl.a. hær og flyvevåben, soldaterforeninger, totalforsvar og forsvarsbrødre.

Oberst Mollerup Schmidt begrundede indstillingen fra 1. Militærpolitikompagni på Aalborg Kaserner af de tre politisergenter både med deres, som det hedder, tilfredsstillende tjeneste ved Militærpolitidetachementet i den danske bataljon i Irak med støtte til bataljonen, genopbygningen og uddannelsen af det irakiske politi og med den særlige indsats, da de pludselig stod i en farlig og uforudset situation.

Resolut indsats
Det var over middag. De tre danske militærpolitisergenter Svendsen, Berg og Ovesen var på vej i en kolonne fra den lokale politistation, hvor de uddannede irakiske politifolk, tilbage til den danske lejr, da det skete: Patruljens forreste britiske køretøj blev ramt af en vejsidebombe. Sprængstykker trængte igennem det pansrede køretøj, føreren mistede herredømmet, og køretøjet rullede rundt og endte i grøften.

De danske sergenter kørte som nummer tre og fire i kolonnen og var nogle af de første ved det ramte køretøj. De gik straks i gang med livreddende førstehjælp til de to hårdest sårede.
Vognkommandøren var gået i chok, føreren var meget ilde tilredt, en soldat var død af et sprængstykke i brystet, og den sidste i køretøjet havde kvæstet sit ene ben så alvorligt, at det siden måtte amputeres ved hoften.

Chokerende oplevelse
Trods den chokerende oplevelse gav de tre politisergenter ikke blot førstehjælp og fik rekvireret sanitetshelikopter til assistance. De gennemførte også deres politiarbejde i form af afsøgning for eventuelle flere vejsidebomber, afspærring og sikring af spor, og de var blandt de sidste, der ud på aftenen vendte tilbage til lejren.

Den britiske kompagnichef har siden rost de tre unge danskere for deres resolutte handlekraft og videregav også rosen til den britiske chef for brigade og division. Også den danske læge ved den danske bataljon har beskrevet indsatsen som forbilledlig. Ingen læge eller sanitetspersonale kunne have ydet en bedre indsats med de midler, der var til rådighed.