[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Michael Christiansen, PIC HOK.

- I er på vej som det fjerde hold i Afghanistan, men I er på nogle områder også hold 1. Ordene kom fra chefen for Hærens Operative Kommando,
generalmajor Poul Kiærskou, da DANCON ISAF 4 sluttede uddannelsen for deployeringen til Afghanistan i august.

- DANCON ISAF 4 er det første hold i den nye lejr, og I er det første hold med en nye og større organisation. Nu sender Danmark en kampgruppe af sted.

Generalmajor Poul Kiærskou fortalte enheden, at han havde tillid til, at den magtede opgaven.

- I den forgangne uge har I under hårde vejrmæssige betingelser gennemført samme opgavetyper, som venter jer i Afghanistan. Tilbagemeldingerne
fortæller mig, at I er klar til at overtage i missionsområdet.

Poul Kiærskou betegnede DANCON-holdet som en faglig dygtig og velmotiveret kampgruppe, der som tidligere hold skal yde en indsats, der lokalt er meget
værdsat.

Chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, havde umiddelbart forinden erklæret DANCON ISAF 4 klar til udsendelse.

- Resultatet af jeres uddannelse og den afsluttende øvelse er, at der nu kun venter den sidste og afsluttende uddannelse, som først kan gennemføres, når
I er ankommet til missionsområdet. I har alle ydet en meget stor og engageret indsats for at nå dette resultat, erklærede Peter Kühnel.


 
Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, inspicerer paraden.
Til venstre for ham chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, og chefen for den danske kampgruppe, oberst Kim Kristensen. Foto: Lars Olesen.